Masken, teater, grundlagt i 1978 i Nykøbing Falster og to år senere etableret som egnsteater i den daværende Nykøbing Falster Kommune og Storstrøms Amt. Siden 1984 har Masken haft egen teatersal, udvidet 1998 med endnu en teatersal, og har siden 2006 haft til huse i et nedlagt elværk. Maskens repertoire veksler mellem børneforestillinger og ungdoms/voksenteater; sidstnævnte er ofte dramatiseringer af litteratur, bl.a. Cecilia (2004, efter Steen Steensen Blichers "Hosekræmmeren"), Karen Blixens Skibsdrengen (2005) og Marie (2006, efter J.P. Jacobsens "Marie Grubbe"). Masken står desuden bag flere egnsspil, bl.a. På Herrens Mark (1985), folkeoperaen Drømte mig en drøm (1992) og Flygtighedens time (2002).