Scala, koncert-, varieté- og danseetablissement over for Tivolis hovedindgang i København, åbnet 1882 af snedkermester Hans Hansen (1849-1923) under navnet National.
Her havde den pikante sangerinde Dagmar Hansen (1874-1959) stor succes med sangen Oh Dagmar (1896). Fra 1898 kaldtes varietéen Scala, og her optrådte bl.a. den amerikanske udbryderkonge Harry Houdini i 1901.
1912-27 var Frede Skaarup direktør for stedet, der som Scala-teateret blev berømt for sine overdådige operetter og revyer med navne som Carl Alstrup og Liva Weel på programmet.
1930 lukkedes etablissementet, men efter en ombygning genåbnedes det i 1931 som danserestauranten National-Scala. Lokalerne blev 1953 overtaget af stormagasinet Anva.
1989 åbnede butiks- og forlystelsescenteret Scala på adressen efter endnu en ombygning. Omkring 2000 måtte flere og flere butikker lukke samt i 2001 biografen Scala. Siden har man diskuteret ny anvendelse for bygningen, måske som hotel eller hovedbibliotek.
| Find Lydbøger hos Storytel | Find bøger på bogpriser.dk | Studiebøger på pensum.dk | E-bøger hos g.dk | ||||
Du kan bidrage til denne artikel. Log ind her
© Gyldendal 2009-2013 - Powered by MindTouch Deki