Teater 2 Tusind, turnerende børneteater stiftet 2000 af skuespiller og dramatiker Peter Seligmann (f. 1950), der forlod Baggårdsteatret medbringende et par af sine tidligere soloforestillinger, fx Klods Hans (1994). Han ønskede at lave i det ydre små forestillinger med tæt publikumskontakt. Teatret spiller under hans ledelse oftest fortalte eventyrlige historier, dramatiserede og gerne med musik, fx Michael Endes Tage Tyknakke (2007) og Seligmanns egen Min Historie (2007).