arbejderteater

arbejderteater, del af mellemkrigstidens danske arbejderkultur. Arbejderteatret havde dels et agitatorisk, dels et kulturelt opdragende sigte og beskæftigede sig i dramatisk form med spørgsmål af særlig interesse for arbejderbevægelsen. Ligesom hos de tyske og sovjetiske forbilleder var det oftest amatørteater, i enkelte tilfælde med nogle få professionelle involveret. Arbejderteater var gerne knyttet til arbejderpartier og økonomisk afhængig af dem.

Det vigtigste arbejderteater i Danmark var Arbejdernes Teater, grdl. 1925, der i den første treårige periode blev ledet af Bertel Budtz Müller. Hans mål var at virkeliggøre idéen om en selvstændig arbejderkultur. Arbejdernes Teater kom da også til at adskille sig fra arbejder-dilettantscener, der spillede farcer, lystspil og klassikere. Stykker om, for og ofte også af arbejdere indtog en vigtig plads i det opsøgende repertoire. Fra 1926 havde Arbejdernes Teater en fast scene i København, og specielt her gjorde man en indsats for den mere eksperimenterende danske dramatik, bl.a. med uropførelse af flere af Sven Clausens satiriske sædekomedier. I 1927 introducerede teatret den tyske dramatiker Ernst Toller i Danmark med stykket Hinkemann. Skuffet over manglende økonomisk opbakning fra Socialdemokratiet forlod Budtz Müller teatret i 1928. I årene herefter opdyrkede teatret en ny genre med de såkaldte røde revyer.

På opfordring af DKP dannede instruktøren Per Knutzon sammen med skuespillerne Lulu Ziegler og Ruth Berlau efter sovjetisk og tysk forbillede i 1932 en løst sammensat agitprop-gruppe, Revolutionært Teater, der væsentligt bestod af ungarbejdere. Gruppen betragtede teater som et politisk våben, og dens satiriske korte scener indgik som led i det kommunistiske agitationsarbejde. I 1935 opførte man anonymt eller kun under Maxim Gorkijs navn Brechts skuespil Moderen i Ruth Berlaus instruktion og med Dagmar Andreasen i titelrollen. Kort efter opløste DKP Revolutionært Teater. I 1937 lykkedes det kommunisterne Else Alfelt og Ruth Berlau at revitalisere Arbejdernes Teater, bl.a. med en opsætning af Brechts Fru Carrars geværer (atter med Dagmar Andreasen), som kunne forene den ellers splittede venstrefløj, men i længden ville det socialdemokratiske bagland ikke tolerere den kommunistiske infiltration. Hermed ophørte også Arbejdernes Teaters aktiviteter.