Teaterloven, lov af 1990, der regulerer den offentlige støtte til teatre dels som produktionsstøtte, dels som afsætningsstøtte (bl.a. abonnementsordning). Loven er siden blevet revideret flere gange.

Den første teaterlov blev vedtaget i 1963; den omfattede alle landets teatre, dog ikke Det Kgl. Teater, som havde sin egen lov fra 1935. Teaterloven fra 1963 blev revideret talrige gange og blev efterhånden til et patchwork af støtteformer, hvor amter og kommuner også blev inddraget i teaterstøtten. Først med loven af 1990 fik landet en teaterlov, der gjaldt alle teatre, også Det Kgl. Teater; loven omfatter desuden målsætninger for og regler om støtte til Den Jyske Opera, Det Danske Teater, Det Rejsende Børneteater og Opsøgende Teater, landsdelsscenerne, Det Storkøbenhavnske Teaterfællesskab, egnsteatre, små storbyteatre, abonnementsordninger, refusionsordning for køb af børneteater mv., amatørteatre og teateruddannelser — samt retningslinjer for Teaterrådet. Lovgivning om forlystelsesafgift på teaterforestillinger blev ophævet i 1950, om teatercensur i 1954 og om bevilling til at opføre teater offentligt i 1970.

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig