farce

Verificeret
Artiklens indhold er godkendt af redaktionen.

Indholdsfortegnelse

farce, komisk teater- og filmgenre, ofte baseret på misforståelser og forklædninger, hvor (frivol) situationskomik har forrang for indholdsmæssig tyngde.

Teater

Commedia dell'arte. Italienske komikere i Paris i 1580'erne. Tjenerfigurerne Zanni og Harlekin (tv. i typekostume og maske) er jaloux over Leanders kurmageri til tjenestepigen Franceschina (th. i samtidsdragt). Træsnittet er blandt de ældste Harlekinafbildninger. Det findes i Fossard-samlingen på Nationalmuseum i Stockholm, der indeholder unikt billedmateriale til belysning af den tidlige commedia dell'arte; samlingen blev publiceret i 1928 af Agne Beijer og P.L. Duchartre.

Fra antikken kendes flere former for burleske spil, men ordet farce er middelalderligt og hentyder vistnok til, at komiske optrin var en slags fyld i seriøse sakrale spil. Siden blev det en ofte satirisk genre for sig, som kunne være knyttet til narreselskaber, til karnevallet (fastelavn) eller til markedspladsen. Den franske farce om advokaten Maistre Pierre Pathelin (ca. 1464) gør sig endnu på teatret.

Ordet farce kommer af fransk, af latin farcire 'fylde, stoppe med fars'.

Commedia dell'arte har i vidt omfang præg af farce og fik indflydelse på fx Molières første stykker. Lavkomikken fik efterhånden sin særlige plads som små efterstykker efter hovedforestillingen. I 1800-tallet var den franske vaudeville ofte raffinerede farcer, herhjemme overført til Casinoteatret sammen med den wienske tryllefarce.

Genren nåede en blomstring med Georges Feydeaus helaftensfarcer, som tangerer lystspillet. Den mere bastante komik gik over i klovne- og varieténumre, som er en forudsætning for stumfilmfarcen. I 1900-tallet har Dario Fo fornyet farcen med politisk-satirisk brod. Se også komedie.

Film

De første filmskabere så tidligt filmens muligheder for folkelige farcer med tekniske tricks og populære mimiske komikere, og allerede før 1910 blev den korte farce fast slutnummer i biografforestillingerne.

Især i Italien og Frankrig blev der lavet forfølgelsesfarcer eller såkaldte løbefilm, hvor komikere som fx André Deed (1884-1938) laver en ulykke, forfølges af dens offer, laver flere ulykker og ender med en hale af personer efter sig i totalt kaos. Danske farcer var mindre genrebevidste og bestod som regel af små sketcher med populære revykunstnere, fx Oscar Stribolt (1872-1927).

Først med Mack Sennetts Keystone Company i Hollywood kom der udvikling i genren, og komikere som Ford Sterling (1883-1939), Chester Conklin (1888-1971) og Mabel Normand (1894-1936) skabte den amerikanske slapstickkomedie.

Størst af alle farcekomikere blev Charles Chaplin, som gav plads til karakterudvikling og realisme i de film, han selv instruerede, hvilket naturligt førte fra 20-minutters-farcen til længere spillefilm.

Under og efter 1. Verdenskrig blomstrede farcen i bl.a. Hal Roach og Mack Sennetts studier, og komikere som Harold Lloyd, Ben Turpin (1874-1940), Gøg og Gokke (Stan Laurel og Oliver Hardy), Harry Langdon, Fatty Arbuckle og især Buster Keaton, der blev den anden store fornyer, dominerede genren.

Monty Python skabte med tv-serien Monty Python's Flying Circus et særegent univers, hvor konventioner og autoriteter latterliggøres på uforudsigelig vis. På billedet er en række morderiske husmødre i færd med at riste en af gruppens hovedfigurer, John Cleese, over en sagte ild. Gruppens absurde og surrealistiske humor blev særdeles populær i Danmark, der traditionelt er begejstret for angelsaksisk satire.

Europæiske farcekomikere, fx franskmanden Max Linder og det danske komikerpar Fy og Bi, havde også en vis gennemslagskraft.

Tonefilmen ændrede farcen til crazy-komedie, og ord erstattede pantomime. I USA blev komikere fra radio og teaterscener råstof for Hollywoods farceproduktion, bl.a. Marx Brothers, W.C. Fields, Bob Hope, Danny Kaye, Jerry Lewis og Lucille Ball.

Talefilmen gav også europæisk film nye chancer, og bl.a. den franske komiker Jacques Tati markerede sig tillige med briten George Formby.

En fornyelse af farcen kom i 1960'erne og 1970'erne fra britisk tv med serier som At Last the 1848 Show (1967) og Monty Python's Flying Circus (1969-74), der blev fulgt af bl.a. Fawlty Towers (1975-80, Halløj på badehotellet) af og med John Cleese samt serier med fx Benny Hill (1925-92), Marty Feldman, Rowan Atkinson og Rik Mayall (f. 1958).

Bill Murray på filmfestivalen i Venezia. Foto fra 2007.

Bill Murray på filmfestivalen i Venezia. Foto fra 2007.

En række manuskriptforfattere på amerikanske tv-serier i 1950'erne og 1960'erne, bl.a. Woody Allen, Mel Brooks og Carl Reiner (f. 1922), medvirkede siden til at skabe en række af den nyere tids vittigste amerikanske film og bane vejen for farcer som fx Airplane! (1980, Højt at flyve) af brødrene David (f. 1947) og Jerry Zucker (f. 1950) og Jim Abrahams (f. 1944).

Tv-serier som Soap (1977-80, Skum) og M*A*S*H* (1972-83) har desuden formået at nedbryde grænserne for, hvad det kunne lade sig gøre at vise på amerikansk tv, som også komikere som fx Dan Aykroyd (f. 1952), John Belushi og Bill Murray har gjort det, bl.a. i tv-serien Saturday Night Live (1975-).

I dansk film fremtræder farcen især som folkekomedie, fx i den succesfulde filmserie om Olsen-banden (1968-81).

Læs også om farce i Gyldendals Teaterleksikon.

 

Find bøger

   
   Find Lydbøger
hos Storytel
   Find bøger
bogpriser.dk
   Studiebøger
pensum.dk
   Læs e-bøger
hos Ready

 

Hvad er et tag? Tags er artiklens nøgleord. Artikler med et fælles tag findes ved at klikke på tagget. Når du er logget ind, kan du tilføje tags og dermed skabe sammenhænge.
Nyhedsbrev

Om artiklen

Seneste forfatter
Redaktionen
22/01/2014
Oprindelige forfattere
Holm
30/01/2009
Malmk
30/01/2009

© Gyldendal 2009-2014 - Powered by MindTouch Deki