Oprindelig var masken især knyttet til overgange i naturens eller livets gang. Visse afgørende situationer indebærer behov for at indgå i en anden tilstand, at personificere eller konfrontere sig med væsner af en anden dimension. Masken og kostumeringen lader tilsammen bæreren inkarnere et andet væsen, fx en ånd, en forfader eller en mytisk figur. Fremstilling af og omgang med masker er i mange sammenhænge omgærdet med ærefrygt.
Bag ved brugen af masker ligger formentlig ofte forestillingen om, at væsner, guddommelige, dæmoniske eller afdøde, materialiserer sig på visse tidspunkter, og at verden for en stund er forvandlet.
Masker kan aktualisere en anden tid. Dødemasker var nok et værn mod tidens gang; de kendes fra bl.a. egyptisk og mykensk brug og fra romerne i form af imagines, masker af afdødes ansigtstræk, der blev båret af en skuespiller under begravelsen og siden placeret i hjemmet.
Inden for magisk maskebrug er Afrika det kontinent, der har den rigeste og mest varierede forekomst, og brugen er indgået i alle dele af samfundslivet: i retshåndhævelsen, indvielser, magi og sygdomsbehandling og undertiden knyttet til hemmelige selskaber. Stor variation findes også i Stillehavsområdet, men som nævnt er der stærkere eller svagere spor af masker overalt i Asien, Amerika, blandt inuit og i Europa.
I Europa findes også relationen til års- og årstidsovergange, fx nytårs- og karnevalsperioden. En række funktioner og figurer går igen, fx uddrivelsen af det negative, og en maskering, der omfatter pels og klokker eller bjælder er udbredt i bl.a. Balkan, Grækenland, Italien, Tyskland og Norden.
Der kendes både masker (af læder) og billeder af masker fra vikingetiden, og der er endnu tidligere vidnesbyrd om dyremasker i Norden. I nordisk sammenhæng er maskebrug historisk især knyttet til jul og fastelavn, hvor hverdagens normer opløses. Allerede i 900-tallets Byzans tales der om væringernes maskeskikke i juletiden. Olaus Magnus skildrede i 1500-tallet udskejelserne hos de fastelavnsmaskerede; tøjlesløsheder, som mobiliserede de kirkelige myndigheder.
I 1556 erklærede Peder Palladius, at nu var "fastelavnsdjævlen" udjaget, men det holdt ikke stik. Om den maskerede julebuk siges det hos en dansk teolog i 1600-tallet, at man finder "skjult under sådan larve (dvs. maske) ikke alene en hedensk, men og en djævels dyrkelse".
Maskebrug i Norden er i slutningen af 1900-tallet især knyttet til helligtrekonger, ofte i afsidesliggende egne. Fastelavnsmasker er blevet børnefolklore.
Kommentarer
Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.
Du skal være logget ind for at kommentere.