Faktaboks

Karl Valentin

Egl.: Valentin Ludwig Fey

Født
4. juni 1882, München
Død
9. februar 1948, Planegg
Karl Valentin
Karl Valentin
Af /Ritzau Scanpix.

Karl Valentin var en tysk komiker, kabarettist og forfatter. Han optrådte sammen med kollegaen Liesl Karlstadt og havde samarbejder med bl.a. Bertolt Brecht og Max Ophüls.

Karl Valentin var oprindelig udlært snedker og krakkede senere med et speditionsfirma. I 1908 søgte han ind i Münchens traditionsrige Volkssänger-miljø, hvor humoristiske monologer var et etableret indslag i den brogede underholdning.

Han gjorde sig hurtigt gældende med sin magre, leddeløse skikkelse og sit bedrøvelige ansigt. På grund af monologen Aquarium blev han engageret ved forlystelsesetablissementet i Frankfurter Hof, hvor han traf den kongeniale Liesl Karlstadt (egl. Elisabeth Wellano, 1892-1960).

Karl Valentin og Liesl Karlstadt

Valentin og Karlstadt optrådte sammen første gang i 1911 i Simplicissimus og frem til 1922 i forskellige Brettl-lokaler i München, Serenissimus, Monachia, Germania m.fl. Rammerne var gerne traditionelle sketches, som også kendes andre steder fra: hos fotografen, i grammofonpladebutikken, orkesterprøven o.s.v., men indholdet bestod i sproglige forviklinger med en indbygget mistillid til den menneskelige kommunikations muligheder.

Humoren var gennemført tragisk, i sketchens slutning ligger alt i ruiner som i Der Firmling (Konfirmanden), hvor Karlstadt som nykonfirmeret dreng og Valentin som hans far for første gang er på vinstue og kommer galt afsted i forhold til både tjeneren, de andre gæster og interiøret. Valentin udfoldede sig på sin lokale, knudrede dialekt, uforanderlig som type, mens Karlstadt fik tildelt et bredere, grotesk register som forvandlingskunstner i skiftende tonelejer.

Alligevel var det Liesl Karlstadt, der forvaltede den sunde fornuft, fx som kone i huset, mens han uhjælpeligt styrede mod katastrofen på grund af manglende håndelag, når han gav sig i kast med en praktisk opgave. Parret blev uhyre populært lokalt, men blev også fejret af tilrejsende berlinske intellektuelle.

Karl Valentin og Bertolt Brecht

Augsburgeren Bertolt Brecht, der nogle år opholdt sig i München, var dybt fascineret af Karl Valentin. Han studerede indgående Valentins optræden og inviterede ham til at overvære prøverne på sine stykker for at høre hans lakoniske kommentarer. Brecht medvirker i 1920 som kasketklædt klarnettist på et berømt fotografi fra Valentins Oktoberfestschaubude, mens Valentin selv spiller tuba, og Karlstadt er rekommandør med høj hat.

Sammen med instruktøren Erich Engel (1891-1966) optog Brecht i 1923 en surrealistisk stumfilm Mysterien eines Frisiersalons (Mysterier i en frisørsalon) med Valentin og modtog varig påvirkning fra hans dialektiske humor. Også Max Ophüls engagerede både Valentin og Karlstadt til sin film Die verkaufte Braut (Den solgte brud) efter Bedřich Smetanas opera (1932).

Desillusion og folkelig underholdning

Karl Valentin og Liesl Karlstadts egne sketches, som Valentin alle skrev selv, findes bevaret i bogform, på grammofonplader og relativt nødtørftige tonefilmoptagelser, der dog formidler et autentisk indtryk af deres sceneoptræden. Valentin kan vække mindelser om Storm P. i omgangen med sprog og rekvisiter, men mangler dennes rundhed. Snarere peger han frem mod Samuel Beckett og hans desillusionerede verdensopfattelse, selv om præget af elementær folkelig underholdning samtidig forbliver intakt.

Læs mere i Den Store Danske

Kommentarer (1)

skrev Finn Andersen

I skriver “o.s.v.”, men den forkortelse eksisterer ikke længere. Derimod kan “osv.” bruges. Se Retskrivningsordbogen på Dansk Sprognævns hjemmeside på https://dsn.dk/soegning/?soegeord=osv. og https://dsn.dk/soegning/?soegeord=o.s.v.

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig