commedia dell'arte

© ABA

Commedia dell'arte. Italienske komikere i Paris i 1580'erne. Tjenerfigurerne Zanni og Harlekin (tv. i typekostume og maske) er jaloux over Leanders kurmageri til tjenestepigen Franceschina (th. i samtidsdragt). Træsnittet er blandt de ældste Harlekinafbildninger. Det findes i Fossard-samlingen på Nationalmuseum i Stockholm, der indeholder unikt billedmateriale til belysning af den tidlige commedia dell'arte; samlingen blev publiceret i 1928 af Agne Beijer og P.L. Duchartre.

commedia dell'arte, italiensk teaterform, som især kendetegnes ved brug af improvisation og masker. Commedia dell'arte var en af de tidligste former for professionelt teater i nyere tid i Europa. Den opstod i Norditalien midt i 1500-t., sandsynligvis ved at stof fra det lærde, ikke-professionelle teater indgik forbindelse med masker og folkelig komik.

Fra mere primitive former, ofte spil mellem herre (Pantalone) og tjener (Zanni), udvikledes store trupper, som optrådte både på markeder og ved fyrstehoffer med flere genrer og med indslag af dans, sang og akrobatik. Skuespillerne fulgte ikke en skreven tekst, men et handlingsskelet, som de fyldte ud med registre af situationer, dialoger, tirader og gags, lazzi. Figurgalleriet kom til at omfatte fædrene købmanden Pantalone og den lærde Dottore, de unge elskende (som ikke bar maske), den storpralende soldat og en broget skare af komiske tjenere. Blandt de kendteste blev Harlekin fra Bergamo og Pulcinella fra Napoli. De faste figurer lærtes gennem en art mesterlære, og skuespillerne agerede ofte inden for et bestemt rollefag i hele deres karriere.

Allerede i 1500-t. spredtes commedia dell'arte ud over Europa: Større og mindre trupper turnerede og inspirerede til efterligning. Samtidig med, at de var højt værdsatte underholdere, ansås udøverne for en suspekt kaste, ikke mindst af kirken. Blandt det anstødelige var kvinders medvirken, som ikke var almindelig i tiden, og brugen af masker.

En vigtig udvikling fandt sted i Frankrig, hvor der fra 1660 fandtes en fast italiensk trup i Paris. Den delte en tid teater med Molière, som fik inspiration fra maskekomedien. Også Holberg satte pris på dens robuste komik, som han kendte fra den trykte udgave af repertoiret. Truppen blev bortvist fra Paris i 1697 som følge af sin respektløshed.

I 1716 kom en ny trup til i Paris, som lancerede Marivaux' raffinerede harlekinader. I Italien begyndte dramatikeren Carlo Goldoni i midten af 1700-t. at indføre en mere realistisk komedieform uden improvisationer og masker. Under oplysningstiden blev masker og ikke mindst Harlekin et symbol på primitivitet og tilbageståenhed, og teaterformen regnes for død i slutningen af 1700-t.

Dele af traditionen levede dog videre i mere ydmyge sammenhænge: turnerende trupper, cirkus, varieté og pantomimer som på Pantomimeteatret i Tivoli. Commedia dell'arte har i flere omgange leveret stof til "reteatralisering" af teatret, i 1900-t. hos store fornyere som Mejerkhold, Vakhtangov, Craig og Copeau. Også Dario Fo er i høj grad inspireret af teaterformen.