Dario Fo

Dario Fo trak i sit professionelle virke på en folkelig baggrund med en rig fortælletradition. Han studerede ved kunstakademiet i Milano i de kulturelt og politisk grødefulde år efter 2. Verdenskrig, men er uden egentlig teateruddannelse.

Han var ledende kraft i to kritiske revyer 1953 og 1954, indtil bl.a. censurproblemer blokerede for en fortsættelse. Han havde et tæt samarbejde med mimen Jacques Lecoq, hvis indflydelse blev afgørende for det gestiske register, som var centralt i Fos sceniske udtryk.

I 1958 vakte han opmærksomhed med to forestillinger med énakts-farcer. Disse var inspireret af det folkelige repertoire i den omrejsende Rame-trup, som hans kunstneriske kompagnon og hustru, skuespilleren Franca Rame, stammer fra.

Dario Fo har modtaget en lang række priser, bl.a. Sonningprisen i 1981, og i 1997 fik han Nobels litteraturpris for at være (citeret fra Akademiet) "en forfatter, der efterligner narrene fra middelalderen ved at hudflette autoriteterne og opretholde værdigheden af de undertrykte".

Fos teater prægedes i 1960'erne af en række satiriske helaftenskomedier, fx Syvende bud: stjæl lidt mindre (opført på Det Kongelige Teater i 1972), båret af en frodigt grotesk og kropslig komik. I 1968 proklamerede han sig, i sammenhæng med det ny venstres gennembrud, som proletariatets gøgler og producerede en række direkte kritiske farcer som En tilfældig anarkists hændelige død (1970).

Hovedværket er dog monologerne Mistero buffo (1969 ff.), inspireret af middelaldergøglere og folkelig fortælletradition. I den generelle afpolitisering gennem 1980'erne og 1990'erne holdt Dario Fo fast ved sine politiske budskaber, dog med mindre gennemslagskraft end tidligere. Han udviklede monologformen som fx i Den hellige gøgler Francesco fra 1997 og Ubu bas (2002), en satire mod Silvio Berlusconi.

I Danmark har Dario Fos teater nydt popularitet siden 1960'erne, særlig i det politiske teaters glansperiode i 1970'erne.

Fra 1986 og frem satte Fo en række Rossini-operaer op, bl.a. Barberen i Sevilla (Amsterdam, 1987), Italienerinden i Algier (Pesaro, 1994) og Rejsen til Reims (Helsinki, 2003). Ud over sit teaterarbejde er Fo forfatter til en række kunstbøger, bl.a. en bog om Caravaggio (2005).

I 2004 udgav han sine erindringer, Il paese dei mezaràt (på dansk Flagermusenes landsby, 2004). En lang række af hans skuespil er desuden udkommet på dansk.

I 2006 kandiderede Dario Fo til posten som venstrefløjens borgmesterkandidat i Milano, dog uden at blive nomineret.

• commedia dell'arte
• Franca Rame
• italiensk litteratur