Faktaboks

John Gielgud
Født
1904
Død
2000

John Gielgud, 1904-2000, britisk skuespiller, instruktør og producent, adlet i 1953. John Gielgud debuterede i 1921 på Old Vic i London og blev en af Storbritanniens mest fremtrædende klassiske teaterskuespillere i 1900-t.

Først og fremmest er han kendt for sin fornemme sprogbehandling og sine Shakespeare-fortolkninger både på scenen og lærredet og som instruktør, men også det moderne drama har nydt godt af hans talent.

Han har spillet på alle førende britiske scener og har desuden siden 1947 hyppigt spillet i New York samt turneret over hele verden. Blandt hans mest berømte sceneopgaver er Hamlet på Old Vic i 1929 og på Kronborg i 1939, Sheridans School for Scandal og Oscar Wildes The Importance of Being Earnest.

John Gielgud medvirkede desuden i flere film, bl.a. Julius Caesar (1953, Julius Cæsar), Murder on the Orient Express (1974, Mordet i Orientekspressen), Providence (1977) og Prospero's Books (1991).

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig