Faktaboks

Jutta Hoffmann
Født
3. marts 1941

Jutta Hoffmann, f. 3.3.1941, tysk skuespiller. Jutta Hoffmann blev uddannet og engageret ved Maxim Gorki Theater i Østberlin 1960. Hun havde tv-gennembrud som Lämmchen i miniserien efter Hans Falladas roman Kleiner Mann - was nun? (1967, Lille mand, hvad nu?), som også blev en succes i Danmark.

I 1960'erne og 70'erne blev Jutta Hoffmann et etableret navn i DDR på teater, film og tv, lige anerkendt af kritik og publikum. Hun spillede bl.a. Donna Elvira i Benno Bessons opsætning af Molières Don Juan (1968) på Deutsches Theater. Ved Bienalen i Venezia modtog hun en skuespillerpris for hovedrollen i Egon Günthers kontroversielle kvindefilm Der Dritte (1972, Den tredje).

I 1973 hentede Ruth Berghaus hende til Berliner Ensemble, hvor hun spillede titelrollen i B.K. Tragelehns og Einar Schleefs legendariske opsætning af August Strindbergs Fräulein Julie (1975), der blev taget af efter få opførelser.

Som medunderskriver af protesterne mod Wolf Biermanns expatriering i 1976 blev hun lagt på is og valgte i 1982 at lade sig engagere ved Kammerspiele i München. Med Peter Zadek som instruktør fejrede hun triumfer som Federico Garcia Lorcas Yerma (1984), gentaget på Deutsches Schauspielhaus i Hamburg året efter.

Efter Murens fald genoptog hun samarbejdet med Einar Schleef i Bertolt Brechts Herr Puntila und sein Knecht Matti (1996) på Berliner Ensemble og som Rosa Luxemburg i Verratenes Volk (2000) efter Alfred Döblin på Deutsches Theater Berlin. 1992-2006 var Jutta Hoffmann desuden professor i dramatik ved Hochschule für Musik und Theater i Hamburg, hvor hun også påtog sig opgaver som instruktør.

Jutta Hoffmann blev oprindeligt kasseret som for sart og pikant til rollen som den proletariske Lämmchen i Kleiner Mann - was nun?, men gjorde alle DDR-fjernsynets forbehold til skamme, ligesom hun senere kunne gestalte en række klassiske teaterroller fra William Shakespeares Lady Macbeth til Frank Wedekinds Lulu. Som film- og tv-skuespiller bidrog hun med et tidløst nærvær til det høje niveau, der karakteriserede den bedre del af DDR's produktion.

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig