Faktaboks

Inge Keller
Født
15. december 1923
Død
6. februar 2017

Inge Keller, 15.12.1923-6.2.2017, tysk skuespiller. Inge Keller voksede op i Berlin i storborgerlige forhold som datter af en fabrikant, der profiterede på leverancer til Adolf Hitlers nyanlagte motorveje. Hun påbegyndte en skuespillerkarriere i 1942 og blev 1948-50 ansat på Schlosspark-Theater i Vestberlin, men tog 1950 engagement på Deutsches Theater i Østberlin, hvor hun i 1952 spillede Eliza i Bernard Shaws Pygmalion. Hun avancerede hurtigt til en af ensemblets førende skuespillerinder.

Inge Keller blev efter eget udsagn "DDR's tjenestegørende hertuginde", fordi hun gerne blev brugt i aristokratiske og fyrstelige roller. Blandt hendes berømmede præstationer var titelrollen i Johann Wolfgang Goethes Iphigenie auf Tauris i Wolfgang Langhoffs iscenesættelse og Elmire i Benno Bessons opsætning af Molières Tartuffe, begge 1963. Hun holdt selv af at skeje ud med outrerede karakterer som Mia Pinneberg i tv-miniserien Kleiner Mann – was nun? (1967, Lille mand, hvad nu?) efter Hans Fallada.

I 1983 havde Deutsches Theater premiere på Thomas Langhoffs (1938-2012) iscenesættelse af Henrik Ibsens Gengangere med Inge Keller som fru Alving og Ulrich Mühe (1953-2007) som Osvald. Denne forestilling holdt sig på plakaten i tretten år uanfægtet af Murens fald og Tysklands genforening. Da Thomas Langhoff, der var blevet teatrets chef i 1991, trak sig tilbage i 2001, valgte også Inge Keller at opsige sit faste engagement efter et halvt århundredes tjeneste, men bevarede en løsere tilknytning til Deutsches Theater, hvor hun er æresmedlem.

Mens hun i DDR-tiden var specialiseret i det klassiske repertoire, kastede hun sig i de senere år ud i de mere eksperimenterende former. I 2009 spillede hun William Shakespeare i Robert Wilsons og Rufus Wainwrights Shakespeares Sonette Berliner Ensemble. I 2012 opførte hun på Deutsches Theater monologen Tilla om sin berømte forgænger Tilla Durieux (1880-1971), som Christoph Hein havde skrevet til hende.

Inge Keller solidariserede sig i høj grad med DDR og var en af de fremmeste repræsentanter for dets teater. Hun modtog nationalpriser af både Walter Ulbricht og Erich Honecker, men hendes menneskelige og kunstneriske ubestikkelighed gjorde hende til et forbillede for mange yngre kolleger og den sidste store "dame" blandt det samlede Tysklands skuespillerinder.

I 2013 modtog Inge Keller den prestigefyldte teaterpris Der Faust for sit livsværk.

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig