Eugenio Barba (tv.) sammen med en skuespiller fra Odin Teatret i 1972 under opsætningen af forestillingen Dansens bog i Kongens Have, København.

.

Danmark. I 1992 viste teatret Cantabile 2 en fire timers performanceversion af Dantes Helvede, instrueret af teatrets leder Nullo Facchini og i Bjarne Solbergs scenografi. Kroppe, kostumer, natur og bygninger skabte en række suggererende billeder. Vandringen begyndte ved Holmens Kirke i København og fortsatte ved Bagsværd Sø nord for byen, hvor en særpræget serveringsscene fandt sted i vandet, her med Lisa Brand og Anna Lyons. Forestillingen blev siden overført til bl.a. Tyskland.

.

Det Kongelige Teater og dansk teaters nye skuespilhus på Kvæsthusbroen i København.

.

Bertolt Brecht. Fotografi fra 1920'erne.

.

Johan Herman Wessel. Ryggen er rank, øjnene lyser, tørklædet og manken flagrer i hver sin retning. Digteren Wessel havde ganske vist været vissen af sygdom i flere år, men han var allerede på vej til mytisk status, da Jens Juel tegnede hans portræt i 1784. Tegningen er siden forsvundet, men var forlæg for dette kobberstik, som J.F. Clemens udførte et par år efter; det anvendtes som titelkobberstik i det første bind af Wessels Samtlige Skrivter fra 1787.

.

Johanne Luise Heiberg portrætteret af Wilhelm Marstrand i 1858-59. Marstrand, der med dette maleri levendegør myten om fru Heiberg, var en af hendes store beundrere. Maleriet, som er skænket af den afbildede, findes på Frederiksborgmuseet.

.

Det Kongelige Teater. Facaden af Det Kongelige Teater (Gamle Scene) på Kongens Nytorv, København. Fotografi fra 2000.

.

Det Kongelige Teater. Gamle Scene.

.

Betty Nansen Teatret. Under Betty Nansens ledelse havde teatret et seriøst repertoire og kappede enhver forbindelse til sin brogede fortid som Frederiksberg Morskabsteater. I sæsonen 1936-37 stod bl.a. Kaj Munk på programmet.

Leif Panduro.

.

Ludvig Holberg. Det tidligste portræt, der kendes, er dateret 1731 og viser Holberg, da han var i midten af fyrrerne. Kobberstikket er udført af Christian Fritzsch i Hamburg; det sidder som frontispice over for titelbladet i det første bind af Dannemarks Riges Historie (1732). På latin står Holbergs navn og titler: assessor i konsistorium og professor i historie i København. Hvorvidt Fritzsch har stukket portrættet efter et maleri, en tegning eller efter levende model, vides ikke; der er intet forlæg bevaret.

.

Lille Grønnegadeteatret. Gadeplakat fra 1722. Teatret stod færdigbygget i januar, i september opførtes Molières l'Avare, Gnieren. Det blev det første dansksprogede skuespil, der appellerede til et bredere publikum end blot det aristokratiske. Molières navn er ikke anført på plakaten, og selv skuespillerne forbliver anonyme. To gange påpeges det derimod, at forestillingen foregår på dansk. Plakaten måler 19,8 cm×16,7 cm.

.

Førkristne ritualer har i Danmark som i de omliggende lande formentlig undertiden haft karakter af optræden, men der vides intet med sikkerhed. Der findes heller ikke skriftlige kilder til et middelalderligt liturgisk drama i kirken, selvom kalkmalerier og bevarede rekvisitter peger i retning af et sådant drama.

Nordens største helgenspil om "hellig hertug Knud (Lavard)", Ludus de Sancto Kanuto Duce, har rimeligvis været opført i Ringsted med torvet som simultanscene. Det er kendt i en form fra omkring 1500, men bygger måske på ældre forlæg.

Skoledrama

Karneval. I maleriet Kampen mellem karneval og faste af Pieter Bruegel d.æ. (1559) personificeres modsætningsforholdet mellem det lystige karneval og den asketiske faste ved de to kæmpende i billedets forgrund; karnevalet er udtrykt ved den overvægtige person, som ridende på en vintønde løfter sin kødfyldte lanse mod fasten, der er udtrykt ved en mager gammel kvinde siddende på en simpel stol. Maleriet findes på Kunsthistorisches Museum, Wien.

.

Allerede i senkatolsk tid fandtes skoledramatik, men det var det protestantiske skoledrama, som kom til at udgøre en betydningsfuld kulturpolitisk bevægelse i købstæderne. Også kongerne lod sig gerne underholde af skoledramaet med dets bibelske, moraliserende og satiriske emner.

Teksterne var ofte oversat fra latin og tysk, men også en original dansk dramatik vandt frem med Viborgpræsten Hieronymus Justesen Ranch som den mest originale begavelse. Hans Karrig Niding fra omkring 1600 er en regulær karakterkomedie med spor af karnevalsfarce.

I begyndelsen af 1600-t. ændredes imidlertid kirkens syn på teatret i kølvandet på den ortodoksi, der nu blev toneangivende. Man hævdede, at teatret forførte til syndige laster.

Vandretrupper

Professionelle trupper, som turnerede i anden halvdel af 1500-t. i Europa, begyndte så småt at komme til Danmark. Således havde Frederik 2. i 1586 en engelsk trup i sin tjeneste, herunder komikeren William Kempe, der siden spillede hos William Shakespeare.

Siden besøgte vandretrupperne, der fra ca. 1600 blev tysk- og nederlandsksprogede, landet med bl.a. de effektfulde Haupt- und Staatsaktionen. Kongemagtens selviscenesættelse antog især under Christian 4. stadig mere spektakulære former, der understregede regentens storhed.

En gigantinvestering var tronfølgerens bryllupsfest i 1634, Det Store Bilager, et opbud over to uger af komedie, musik, dans og fyrværkeri. Her introduceredes hofballetten, en form for allegorisk totalteater med de højfornemme selv blandt de agerende.

Teater for hof og by

Enevoldsregimets forbilleder gik naturligt nok i retning af det franske. Christian 5. havde som kronprins besøgt Ludvig 14. og inspireredes både til pompøs kongekult i operaballetter og til at lægge sig efter det klassicistiske franske barokteater.

Under Christian 5. og Frederik 4. kom og gik franske hoftrupper, som tillige gav offentlige forestillinger. René Magnon de Montaigu, som var af den molièreske skole, kom til Danmark i 1686 og blev i 1700 leder af den kongelige trup. Fra midlertidige scener på bl.a. Københavns Slot flyttede truppen i 1703 ind i det nyopførte operahus i Bredgade, som var tænkt både for hoffet og for byen. I løbet af få år viste det sig dog, at projektet ikke var bæredygtigt, og bygningen overgik til anden brug; den er i dag sæde for Østre Landsret.

Inspireret af bl.a. de venetianske operascener lod Frederik 4. indrette et slotsteater, der blev indviet i 1712 med loger og kulissemaskineri, som også operahuset havde haft det. Montaigu præsenterede her et repertoire af allegoriske festspil og fransk dramatik.

På det fornyede underholdningsmarked efter Den Store Nordiske Krig (1700-21) sås tysksprogede forestillinger, der overdådigt blandede drama, akrobatik, mekanik og tableauer. Som nyt teater og forlystelsescenter blev der i 1722 åbnet et komediehus i Lille Grønnegade, nuværende Ny Adelgade. Imidlertid havde kongen afskediget sin hoftrup, og tanken opstod nu om at åbne en dansksproget scene under Montaigus ledelse på Lille Grønnegadeteatret.

Ludvig Holberg skabte her et satirisk nutidsdrama med et borgerligt figurgalleri i overensstemmelse med tidens generelle bestræbelser på at højne folks kulturelle og moralske stade og gøre dem til velfungerende samfundsmedlemmer. Satiren blev også rettet mod den angiveligt tilbagestående teaterform Haupt- und Staatsaktionen og dermed mod barokkens irrationelle teatralitet.

Flere af de agerende var studerende, hvad der straks skabte konflikt med universitetet: Den gamle teologiske modvilje mod scenen blussede op. 23.9.1722 åbnede man med Molières Gnieren, og 25.9. var der premiere på en professionel opførelse af original dansk dramatik, Holbergs Den Politiske Kandstøber .

Hovedinspirationen var Molière, men Holberg havde også meget tilovers for den italienske maskekomedies robuste komik. I det lange løb svigtede publikum teatret, og det måtte lukke i 1727. Ved byens brand i 1728 var det helt slut med teater: Frederik 4. fik religiøse anfægtelser, og hans pietistiske søn, Christian 6., indførte et faktisk teaterforbud, som fungerede til hans død i 1746.

Det Kongelige Teater

Teaterlivet blomstrede atter op, og i 1748 kunne den danske komedie flytte ind i Niels Eigtveds elegante teaterhus på Kongens Nytorv. Formelt lagde kongen navn til huset, men i 1750 overdrog han det til staden København sammen med en betydelig gæld.

Tanken om et teater for hoffet og byen var nu realiseret, fra begyndelsen præget af den holbergske dramaturgi. Efterhånden blev vægten dog forskudt fra lastens latterliggørelse til dydens forherligelse og en ny moralsk følsomhed som i Charlotta Dorothea Biehls komedier fra 1760'erne og 1770'erne.

I 1770 kom teatret under egentlig kongelig ledelse som "Den Kongelige Danske Skueplads", og fra 1772 var det direkte finansieret af den kongelige kasse og formelt underlagt hofmarskallatet. Teatret fik en betydelig placering i den begyndende offentlige debat. Om end de ophøjede og musikalske genrer var parodieret i Johan Herman Wessels Kierlighed uden Strømper (1773), resulterede en tiltagende interesse for nationale og patriotiske temaer i sidste del af 1700-t. i flere bud på original dansk tragedie og musikdrama med motiver fra mytologi, historie og folkeliv.

Nationalromantik efter tysk forbillede nåede teatret i begyndelsen af 1800-t., ikke mindst hos Adam Oehlenschläger, der debuterede som dramatiker med Hakon Jarl hin Rige, trykt 1807, opført 1808. Han repræsenterede en passioneret teaterform, der stod i modsætning til den holbergske nøgternhed, som fra første færd prægede det indenlandske repertoire. Vejen var banet for Shakespeare, og Hamlet havde dansk premiere i 1813.

Heroverfor stod Johan Ludvig Heiberg, der som kritiker i 1820'erne gjorde stramme formkrav gældende og med parisisk inspiration skabte vaudevillen, elskværdigt satirisk-musikalske skildringer af en borgerlig lilleverden. Der står en særlig glans om teatret i denne periode. Det blev forbundet med prestige at skrive for scenen, og Det Kongelige Teater indtog en position som central kulturinstitution.

Der var flere fremragende begavelser i ensemblet, og digterne kappedes om at skrive til dem, først og fremmest til Johanne Luise Heiberg, romantikkens ubestridte primadonna, hvis register spændte fra det sværmerisk-erotiske til det passioneret-dæmoniske, dog altid under iagttagelse af rammerne for æstetik og god smag. Efter enevældens fald blev Det Kgl. Teater i 1849 lagt under staten og fik en borgerlig chef, i første omgang Johan Ludvig Heiberg, hvis æstetiske idealer snart kom i konflikt med den realisme, som ved århundredets midte trængte sig på.

I 1874 indviedes Det Kongelige Teaters nuværende bygning i stil med Pariseroperaen. Den var velegnet til opera og ballet, men næppe den ideelle ramme om det realistiske dagligstuedrama, som nåede højdepunkter med urpremiererne på Henrik Ibsens dramatik (som Et Dukkehjem, 1879).

Denne sceniske naturalisme knyttede sig til kontroversielle litterære og politiske strømninger omkring brødrene Brandes. Kravene om autenticitet i miljøskildring og psykologi blev gennemført fra 1880'erne af instruktøren William Bloch.

Hermed havde den minutiøst arbejdende instruktør endegyldigt gjort sin entré som central figur i teaterforestillingen. Naturalismen kom også til at præge den elevskole, som blev oprettet i 1886.

Amatørteater

Fra sidste del af 1700-t. rasede en sand teaterdille blandt borgerskabet — et selvorganiseret teaterliv på ikke-professionelt grundlag. På længere sigt blev grunden her lagt til en stærk amatørteatertradition, ofte med relation til højskolebevægelsen (og fra 1948 organiseret i Dansk Amatør Teater Samvirke).

Samtidig fik de dramatiske klubber betydning for udbredelsen af professionelt teater til provinsen, idet deres spillesteder fra omkring 1820 blev anvendt af turnerende skuespillerselskaber. Hermed skabtes også forudsætningen for faste teatre i de større provinsbyer.

Nye teatre

Mens Det Kongelige Teater mere og mere blev de dannedes sted, kunne det bredere publikum gå i de "sekondteatre", som blev tilladt i forbindelse med folkestyrets indførelse, med Casino fra 1848 som det første.

Nationalscenen besad dog frem til 1889 absolut monopol på det mere seriøse repertoire. I provinsen kunne Holberg, Oehlenschläger, Heiberg mfl. derimod godt præsenteres, i vidt omfang af turnéselskaber.

I begyndelsen af 1900-t. havde teatrene i Aarhus og Odense etableret sig med eget fast ensemble, som spillede et repertoire, der vekslede mellem det nationalsceneprægede og de lettere genrer. Aalborg kom til i 1937. Efter 1. Verdenskrig svækkedes nationalscenens monopolstilling yderligere: Dagmarteatret og Betty Nansen Teatret markerede sig i hovedstaden som kunstneriske konkurrenter til Det Kongelige Teater.

For og imod naturalismen

De banebrydende formeksperimenter ude i Europa i århundredets begyndelse havde generelt ingen synderlig gennemslagskraft i Danmark. Gordon Craigs ikke-naturalistiske opsætning af Ibsens Kongsemnerne på Det Kongelige Teater i 1926 blev således en solid fiasko.

Eksperimenter var i vidt omfang henvist til ikke- eller halvprofessionelle forsøgsscener, eller til en lille dristig scene som Riddersalen, der i 1935 præsenterede Kjeld Abells satiriske teaterleg Melodien der blev væk, som blev mellemkrigstidens største succes.

1930'erne prægedes af betydelige dramatikere som Kaj Munk, Carl Erik Soya og Kjeld Abell, der dels kom op på privatteatrene, dels på nationalscenen, hvor især Abell bidrog til at skabe sprækker i den indarbejdede naturalisme. Under den tyske besættelse var de udenlandske impulser selvsagt drastisk reduceret, og teatrene måtte fungere under statslig censur, der nu ikke længere primært var moralsk, men direkte politisk motiveret.

Absurdisme og socialrealisme

Efter krigen blev der på kort tid åbnet for det samtidige internationale repertoire, således fra 1950'erne fransk absurdisme og engelsk socialrealisme. Absurdismen blev især lanceret på Studenterscenen, der fungerede som forsøgsscene for unge talenter, der siden kom til at præge det professionelle teater som instruktører, skuespillere og dramatikere.

Radio- og tv-teatret åbnede sig hurtigt for dette repertoire og disse personer. Siden fulgte teatrene efter. Socialrealismen og Bertolt Brecht slog for alvor igennem på teatret i 1960'erne, først på provinsscenerne.

Hermed var et tema for de næste tiår slået an: et sociologisk-politisk (Brecht-inspireret) kontra et mere fabulerende (Artaud-præget) teatersyn. På de intimscener, som opstod i 1960'erne med Fiolteatret fra 1962 som det første, havde den absurde retning en vis overvægt.

Radio- og tv-teater

Teater i radioen havde fra begyndelsen præg af folkeoplysende kulturformidling. Fra 1925 sendte man Dansk Skolescenes klassikerforestillinger, og efter nogle år udgjordes repertoiret af en blanding af bearbejdet teaterdramatik og egentlige radiospil.

Store scenekunstnere som Poul Reumert nåede her ud til et bredt publikum. Fra 1950'erne fik radioteatret de tekniske muligheder for at udvikle sin egenart. Ikke mindst under Jørgen Claudis ledelse i 1960'erne skabtes en hørespilsgenre, hvor danske forfattere kunne udfolde sig uafhængigt af de konjunkturer, teaterscenerne var underlagt.

Tv-teatret gennemløb fra 1950'erne en tilsvarende udvikling, fra en bundethed til teatret og tanken om "de store klassikere" frem mod selvstændige kunstneriske udtryk. Satsningen på original dansk tv-dramatik var især prioriteret i Bjørn Lense-Møllers chefperiode 1970-85. Tv-spillet fik en enestående gennemslagskraft i Leif Panduros sørgmuntre skildringer af traumerne bag borgerskabets facade.

1960'erne og 1970'erne

Med oprettelsen af et kulturministerium 1961 ophørte det forhold, at Det Kongelige Teater hørte under Undervisningsministeriet og anden teaterdrift under Justitsministeriet.

Teaterloven fra 1963 afstak bl.a. rammer for støtten til landsdelsscenerne i Aarhus, Aalborg og Odense, og den gav via bevillinger Teaterrådet væsentlig indflydelse på det teaterliv, som lå uden for institutionernes faste rammer. 1960'erne og 1970'erne var alt i alt en periode med betydelige kulturelle initiativer i retning af demokratisering og decentralisering, både på politisk niveau og blandt de mange eksperimenterende eller samfundskritiske teatergrupper, der henvendte sig til et andet publikum end de etablerede scener, herunder de yngre aldersklasser.

Børnepublikummet havde hidtil især været betjent af Dansk Skolescene. Ved Skolescenens nedlæggelse i 1968 var vejen banet for en række opsøgende teatergrupper, som behandlede børnenes og de unges problemer i deres eget sprog. Danmark blev på flere måder et foregangsland inden for børne- og ungdomsteatret.

Af stor betydning, også internationalt, for det eksperimenterende teaterliv var Eugenio Barbas Odin Teatret, som slog sig ned i Holstebro i 1966. Uddannelsesmæssigt skete der ligeledes nybrud i forhold til de klassiske institutioner: I 1968 blev Det Kongelige Teaters elevskole nedlagt, og Statens Teaterskole åbnede, først med skuespilleruddannelse, siden også med instruktør-, scenograf- og teknikerlinjer.

Fra 1971 slog den kulturelle demokratisering også igennem i form af en ordning, forvaltet af publikumsorganisationen ARTE, der gjorde det muligt til reduceret pris at abonnere på et antal forestillinger. Modellen blev siden lovfæstet på landsplan og trådte i kraft i 1975, med statslig og amtskommunal støtte. Den har givetvis haft positiv indflydelse på billetsalget, men også været kritiseret bl.a. for at blokere for smidigheden i teatrenes planlægning.

1980'erne og 1990'erne

Bestemmelser om egnsteatre fra 1979 bragte dele af gruppeteatret ind under amts- og kommunalpolitisk regi med deraf følgende begyndende institutionalisering. De samfundsengagerede holdninger afløstes i 1980'erne og 1990'erne af en interesse i udforskning af de æstetiske virkemidler.

En generation af yngre instruktører formulerede sig i mere splittede udtryksformer, og et par af dem fik hurtigt opgaver på flere scener, herunder nationalscenen, i et forsøg på at give institutionen en foryngelseskur, der dog kun kom til at strække sig over få sæsoner.

Ellers prægedes billedet på institutionsteatrene af en tilbagevenden til det mere publikumssikre repertoire, efterhånden som bevillingerne blev mere usikre. Placeret uden for institutionerne blev især performanceteatret karakteristisk for begyndelsen af 1990'erne, hvor Hotel Pro Forma og Cantabile 2 markerede sig internationalt. De gav forestillinger med rødder i avantgardekunst og happening, som nedbrød grænser mellem udtryksformerne og dyrkede billed- og lydvirkningen i en konsekvent nedprioritering af egentlig dramatisk handling og genkendelighed.

En meget dynamisk og direkte tone, som især appellerede til et ungt publikum, slog igennem, da gruppen Dr. Dante 1992-2001 drev Aveny Teatret i København.

Samtidig voksede en ny generation af dramatikere frem, ofte med en blanding af ironisk realisme og et sprogligt overskud, der tangerede det absurde. De større institutionsteatre fastholdt, med enkelte dristige undtagelser, det mere publikumssikre repertoire under henvisning til de usikre økonomiske betingelser for teaterdrift.

På Det Kongelige Teater blussede diskussionen om kunstarternes (opera, ballet og skuespil) traditionelle placering under samme tag op på ny i slutningen af 1990'erne. Det førte i 2000 til en donation fra A.P. Møller og Hustru Chastine Mc-Kinney Møllers Fond til opførelse af et nyt operahus på Holmen, Operaen, der blev indviet i 2005, og i 2001 til en politisk principbeslutning om opførelse af et nyt skuespilhus til Det Kongelige Teater ved Kvæsthusbroen ved Københavns Havn; se Det Kongelige Teater.

Ved en revision af Teaterloven i 1996 styrkedes egnsteatrene, og ved siden af Danmarks Teaterforeninger er der opstået mindre turnénetværk bestående af egnsteatre og små storbyteatre; se også turnéteater. Besparelser på det statslige kulturbudget i 2002 har betydet ringere vilkår for den eksperimenterende del af teaterlivet og for børneteatret.

I 1998 indstiftede og finansierede BG Bank en ny dansk teaterpris, Reumert, navngivet efter Poul Reumert. Prisen uddeles årligt i en række kategorier inden for dansk teater til bl.a. bedste skuespiller, bedste scenograf, bedste danske dramatiker og bedste børneteater. Desuden uddeles en række talentpriser til unge lovende navne samt en hæderspris til en udøvende scenekunstner, der "på enestående vis har bidraget til udvikling af teaterkunsten i Danmark".

Juryen består af dagbladsanmeldere og teaterfagfolk. Blandt de hidtidige modtagere (2006) har været skuespillerne Bodil Udsen, Ghita Nørby og Jørgen Reenberg, balletdanseren Nikolaj Hübbe og operasangeren Lisbeth Balslev. Årets Reumert uddeles ved en festforestilling på Det Kongelige Teaters Gamle Scene i april.

Læs om dansk revy eller om Danmark generelt.

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig