Indien - teater og dans

Indien - teater og dans, Sanskritdramaets oprindelse kendes ikke, men man kan antage, at det har hentet elementer som dialog, parodi, sang, dans og recitation fra de fire vedaer, de forskellige ritualer og tempelfortællerne. En højtudviklet teatertradition findes ca. 200 f.Kr. som foreskrevet i Bharatas store dramaturgiske skrift Natyashastra, hvori scenekonventioner, drama- og rolletyper, danseteknik og musik nøje beskrives. En del af disse dramaer er overleveret, hvoraf de kendteste er Kalidasas Sakuntala, Kongen og Danserinden og Skybudet (ca. 400-t.) og Lervognen (ca. 100-375), som tillægges Shudraka. Sanskritdramaet var et "Gesamtkunstwerk" med dialog på vers og prosa, musik, sang, dans og mime.

Traditionen blev afbrudt af de muslimske invasioner i 1100-t., men man finder stadig dens struktur og indhold i både folkelige og klassiske former, og det vigtigste element, rasateorien, gennemsyrer de klassiske kunstarter, gennem bhava, stemning, skabes der rasa, essensen af en følelse, hvis højeste udtryk er shringara, kærlighed. Denne essens transmitteres fra den optrædende til tilskueren, der herved opnår den højeste nydelse.

Der findes otte klassiske dansedramaformer: bharata natyam, kathak, mohini attam og odissi, som er soloformer, og kathakali, kuchipudi, chhau og manipuri, der benytter flere aktører. Hver form har udviklet sit lokale særpræg, men fælles er den tætte tilknytning til hinduismen, hvor dansen er et offer til Gud. Fællestræk er også den dybe knæbøjning, føddernes rytmiske stampen, gestikken, ansigtets og øjnenes dramatiske udtryksfuldhed samt dansens nære forbindelse med musikken. Kathakali har udviklet en fornem litterær dramatradition og en rigt varieret mimisk skuespillerteknik.

Hver delstat har sine egne folkelige teater- og danseformer, rituelle danse, dukketeater og skyggespil. Mest kendt er yakshagana fra Karnataka og jatra fra Bengalen; de opføres udendørs og benytter alle teatrets elementer, ofte moderne lyseffekter, til at fange folks opmærksomhed. Stykkerne henter deres handling fra mytologien, historien eller nutidige temaer og har mange forskellige rolletyper.

I den britiske kolonitid udvikledes der flere steder i Indien en mere europæisk orienteret teatertradition, som resulterede i oversættelser og bearbejdelser af europæiske skuespil, nybearbejdelser af sanskritdramaer samt ny dramatik inspireret af folkelige former og i slutningen af 1800-t. ikke mindst nationale, politiske og sociale temaer. Det eksperimenterende teater udvikledes især gennem de mange amatørgrupper, mens det professionelle teater koncentrerede sig om kassesucceser. I 1900-t. er de vigtigste vestlige dramatikere blevet oversat og spillet. Siden 1970'erne har der fundet en betydelig vekselvirkning sted mellem teaterfolk fra Vesten og Indien.