Tyskland - teater

Verificeret
Artiklens indhold er godkendt af redaktionen.

Weimar. Billedhuggeren Ernst Rietschels monument for Goethe og Schiller har siden afsløringen i 1857 stået på pladsen foran Deutsches Nationaltheater (tv.). Goethe var 1791-1817 direktør for byens første hertugelige hofteater; det brændte 1825 og afløstes af en klassicistisk bygning, der blev fornyet 1907-08. Her blev Weimarforfatningen vedtaget i 1919, og teatret fik sit nuværende navn. Fotografi fra 1980'erne.

Først sent i 1600-t. fik Tyskland et egentligt professionelt teater. De første vandretrupper blev dannet under indflydelse af engelske og italienske komedianter, der rejste rundt i landet. Repertoiret bestod af såkaldte Haupt- und Staatsaktionen, der optog elementer fra både engelsk krønikespil og italiensk maskekomedie.

En reaktion mod denne blandingsgenre satte ind i 1700-t., da teaterlederen Caroline Neuber og hendes trup, inspireret af kritikeren Johann Christoph Gottsched, søgte at rense teatret for gøgl og indføre et regelret drama efter fransk mønster. Hun nåede dog inden sin død i 1760 at opføre et par tidlige komedier af Karl Friedrich Lessing, der med sine borgerlige dramaer og sit dramateoretiske hovedværk, Hamburgische Dramaturgie (1767-69), lagde afstand til den franske klassicistiske stil og repræsenterede oplysningstidens smag.

På samme tid kæmpede også skuespillerne Conrad Ekhof (1720-78) og F.L. Schröder for en mere realistisk spillestil. Schröder introducerede som teaterleder i Hamburg fra 1771 Shakespeare på den tyske scene i bearbejdelser foretaget af ham selv.

Det tyske Sturm und Drang-drama, der som følge af interessen for William Shakespeare voksede frem ved 1700-t.s slutning, fik imidlertid kun en kort levetid. Både Johann Wolfgang Goethe og Friedrich Schiller bevægede sig snart i en mere klassisk retning, og som leder af hofteatret i Weimar 1790-1817 indstiftede Goethe en nyklassicistisk, strengt kodificeret spillestil.

Ludwig Tieck, en hovedskikkelse i den tyske romantik, fik også betydning i Danmark for forfattere som Oehlenschläger, Ingemann og H.C. Andersen. Maleri af Carl Chr. Vogel von Vogelstein, ca. 1830; Nationalgalerie, Berlin.

En egentlig nationalscene fandtes ikke på grund af fraværet af en central statsmagt; imidlertid opstod der små "nationalteatre" i de mange fyrstendømmer, Tyskland var delt op i, ofte med tidens bedste dramatikere tilknyttet. Hermed var grunden lagt til den stærke position, som dramaturger lige siden har indtaget i tysk teater.

Ludwig Tiecks ironiske eventyrkomedier fra 1790'erne banede med deres satire over tidens sentimentale borgerlige stykker vejen for det romantiske drama, og som Shakespeareoversætter, instruktør og dramaturg fik han stor betydning.

I 1800-t. konfronteredes Weimarskolens klassicisme med en ubunden, individualistisk spillestil. Romantikkens sværmen for eksotiske og fjerne historiske miljøer førte også til en øget interesse for scenografien, der kulminerede i teaterlederen Franz Dingelstedts (1814-81) spektakulære opsætninger i München 1854.

Historisk research kom til at spille en stadig større rolle, og mod århundredets slutning vakte hoftruppen Meiningernes klassikeropsætninger med autentiske dekorationer og kostumer og med vægten lagt på ensemblespillet international opmærksomhed og pegede fremad mod naturalismen.

I 1889 fik Berlin, der efter Tysklands samling blev den vigtigste teaterby, med teaterforeningen Freie Bühne en eksperimenterende forsøgsscene, der i lighed med det parisiske Théâtre Libre var helliget det naturalistiske drama.

Heinrich von Kleist. Romantikkens største tyske dramatiker, den fhv. gardeløjtnant Heinrich von Kleist, gav i 1801 som afskedsgave sin forlovede dette miniatureportræt malet af Peter Friedel i 1801; det befinder sig nu på Staatsbibliothek, Berlin.

Det tyske romantiske drama fra første halvdel af 1800-t. havde rødder tilbage i Sturm und Drang-bevægelsen, men forblev ofte et læsedrama. Både Heinrich von Kleist og Christian Dietrich Grabbe havde vanskeligt ved at finde teatre, og Georg Büchner opnåede aldrig at se sine stykker opført.

Mere appel havde Richard Wagners germansk-mytiske musikdramatik. Festspilhuset i Bayreuth (opført 1872-76) blev et kultsted, og Wagners tanker om et Gesamtkunstwerk, der smeltede kunstarterne sammen, fik stor betydning for det følgende århundredes teater.

Betegnende for 1900-t. blev opgøret med det virkelighedsilluderende teater, bl.a. formuleret af teaterteoretikeren Georg Fuchs (1868-1949) i Theater der Zukunft (1905), der fik betydning for avantgardens bevidste udstilling af teatret som teater, ikke som imiteret virkelighed. Det var udpræget de store instruktørers århundrede.

De første tiår var domineret af Leopold Jessners revolutionære klassikerfortolkninger, Erwin Piscators dokumentariske samtidsdramaer og Max Reinhardts opsætninger, der spændte fra det intime kammerspil til spektakulære forestillinger for et tusindtalligt publikum.

Nazisternes magtovertagelse i 1933 satte en stopper for eksperimenterne. En særlig nazistisk teaterform var de kultiske massespil opført i fri luft, som hyldede den ariske race og prædikede individets fuldkomne underkastelse under statsmagten.

Bertolt Brecht sammen med Ruth Berlau, fotograferet ca. 1938 af arkitekt Mogens Voltelen, der bl.a. var medredaktør af tidsskriftet Kulturkampen.

Mange af tidens førende dramatikere og teaterfolk drog i eksil, og nogle vendte efter krigen tilbage til genopbygningen af et teaterliv, der var præget af det delte Tyskland.

Erwin Piscator slog sig ned i Vestberlin, mens Bertolt Brecht valgte Østberlin, hvor han fik sit eget teater, Berliner Ensemble, der gav ham mulighed for at realisere sine teorier om et episk teater. Reelt set fik Brecht større betydning i Vesttyskland end i DDR, da man i DDR fra myndighedernes side så med en vis skepsis på hans teater, der ikke følte sig forpligtet på den socialistiske realisme; samtidig var man fuldt bevidst om Brechts værdi for regimets omdømme udadtil.

Vandtætte skotter mellem de to Tysklande var der ikke. Der forekom jævnlig udveksling af instruktører, Peter Weiss blev spillet både i Øst og i Vest, og Heiner Müller, en kontroversiel skikkelse i DDR, opnåede som dramatiker i 1970'erne og 1980'erne nærmest kultstatus i Vesten.

Opgøret med den nazistiske fortid har præget tysk teater, der også efter krigen har bevaret sin stærke instruktørdominans (Peter Stein, Peter Zadek, Claus Peymann (f. 1937) mfl.).

Efter Berlinmurens fald har nye visioner haft svært ved at sætte sig igennem. En af 1990'ernes mest originale instruktører, Frank Castorf (f. 1951), opvokset i det tidligere Østberlin og nuværende leder af Volksbühne i den forenede hovedstad, kan betragtes som tidstypisk i kraft af sin respektløse omgang med kulturarven og historien, der i brudstykker kastes ind på scenen og forvandler den til en postmoderne skrammellegeplads. Et illusionsløst, men blændende talentfuldt teater, der dog omkring 2000 ser ud til at blive udfordret af en ny generation af mere fremtidsrettede teaterfolk.

Læs mere om Tyskland.

 

Find bøger

   
   Find Lydbøger
hos Storytel
   Find bøger
bogpriser.dk
   Studiebøger
pensum.dk
   Læs e-bøger
hos Ready

 

Nyhedsbrev

Om artiklen

Seneste forfatter
Redaktionen
16/04/2013
Ekspert
UrsFu
Oprindelig forfatter
Kvam
02/02/2009

© Gyldendal 2009-2014 - Powered by MindTouch Deki