Østrig – teater, I løbet af 1700-t. opstod der i Wien en folkelig dialektkomedie, Das Wiener Volksstück, der blandede realistiske, satiriske og overnaturlige elementer. Oprindelsen kan spores tilbage til skuespilleren Josef Anton Stranitzky (1676-1776), der opførte improviserede komedier i commedia dell'arte-stil, men med et lokalt typegalleri.

Genren nåede et højdepunkt med Ferdinand Raimunds (1770-1836) og Johann Nestroys stykker, der bl.a. inspirerede danske forfattere som H.C. Andersen og J.C. Hostrup. Denne særlige wienerkomedie bevarede sin popularitet langt op i 1800-t., da den endte med at blive udkonkurreret af Johann Strauß d.y.s operetter. Men traditionen fra den folkelige komedie har fortsat været stærk i østrigsk dramatik og mærkes tydeligt i Ödön von Horváths beske grotesker fra 1930'erne og Peter Turrinis moderne folkestykker.

Oprindelig opførtes Das Wiener Volksstück på byens forstadsteatre og henvendte sig først og fremmest til det jævne borgerskab. Det litterære drama fik derimod sit hjemsted på Burgtheater, som kejser Josef 2. i 1776 gav status som nationalscene. Op gennem 1800-t. oplevede Burgtheater en glansperiode som et af Europas førende teatre med Franz Grillparzer som husdramatiker og med et ensemble af store skuespillere knyttet til sig.

I 1891 talte kritikeren og dramatikeren Hermann Bahr i Die Überwindung des Naturalismus for, at naturalismen måtte overvindes til fordel for en "nervernes kunst"; dette fandt i dramatikken udtryk i Hugo von Hofmannsthals symbolistiske drømmespil, der kredsede om døden og forholdet mellem liv og kunst. Fin de siècle-melankolien førtes over i det ny århundrede, hvor den blev parret med en vis ironisk kynisme, der var kendetegnende for Arthur Schnitzlers dramatik.

Efter 1. Verdenskrig og dobbeltmonarkiet Østrig-Ungarns kollaps valgte flere østrigske kunstnere at søge lykken i Tyskland. Det gjaldt bl.a. maleren Oskar Kokoschka, der rejste til Berlin efter i 1909 at have chokeret wienerne med sit førekspressionistiske drama Mörder, Hoffnung der Frauen (1907, trykt 1917), en sadomasochistisk kønskamp, som han satte op i egen scenografi; dette stykke fik betydning for samtidens avantgarde.

Også Max Reinhardt forlod Wien som ganske ung skuespiller og vendte først tilbage til sit hjemland som verdensberømt instruktør i 1920, hvor han overtog ledelsen af Theater in der Josefstadt. Her etablerede han Salzburgfestspillene, hvor hans iscenesættelse af Hofmannsthals moderne bearbejdelse af den gamle moralitet om Jedermann (1911, da. Det gamle spil om Enhver, 1915) stadig kan opleves på domkirkepladsen. Tysklands indlemmelse af Østrig i 1938 berøvede Wien den jødiske intelligentsia, der i høj grad havde præget kulturlivet.

Efter krigen blev kontakten med omverdenen atter mulig, men ikke uproblematisk. Den sovjetiske besættelsesmagt finansierede fra 1948 det kommunistiske Neues Theater in der Scala, som indtil lukningen i 1956 bl.a. markerede sig med en række væsentlige Brecht-opførelser, mens Burgtheater opretholdt en politisk motiveret Brecht-boykot, der varede helt til 1966. Volkstheater introducerede de franske absurdister, og internationalt kendte instruktører som Jean-Louis Barrault, Luca Ronconi og Giorgio Strehler gæstede Wien. I slutningen af 1960'erne og begyndelsen af 1970'erne bidrog europæiske og amerikanske teatergruppers deltagelse i Wiener Festwochen til et brud med det konservative teatermiljø.

Derimod har opgøret med nazismen ladet vente på sig. De få gange, teatrene har forsøgt sig, er det blevet mødt med voldsomme publikums- og anmelderprotester. Under den sigende titel Burgtheater rettede Elfriede Jelinek i 1985 et sviende angreb på Østrigs betydeligste skuespillerinde gennem alle 1900-tallets omskifteligheder, Paula Wessely (1907-2000), men stykket blev kun spillet i Bonn og siden spærret.

Claus Peymann (f. 1937), chef for Burgtheater 1986-99, gennemtrumfede opførelsen af Thomas Bernhards bredere provokation mod Hitlers oprindelige landsmænd, Heldenplatz (1988). Peymann åbnede også Burgtheater for ny østrigsk dramatik (Peter Handke, Peter Turrini og Elfriede Jelinek) og for et ungt publikum, der ikke normalt besøger de etablerede scener. I 2005 åbnede Burgtheater sine porte for Hermann Nitschs Orgien Mysterien Theater, der hermed udførte dets 122. aktion.

Læs mere om Østrig.

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig