renæssancen - teater

Renæssancen - teater, Renæssancens teater havde sit væsentligste udspring i Italien. Det knyttede sig til hofkulturen og til skoler, akademier og universiteter. Der udviklede sig et professionelt teater i moderne forstand.

Nybruddet inden for renæssancens teater angik både dramatik, teori og arkitektur og hang bl.a. sammen med udgivelser i 1400- og 1500-tallet af dramatikere som Terents, Plautus og Seneca d.y. og af Aristoteles' Poetik og Vitruvius' De architectura.

I Rom havde den italienske humanist Julius Pomponius Laetus (1428-97) sidst i 1400-tallet med sit akademi afprøvet fremførelser af antikke forfattere. Tendensen gik herefter generelt i retning af, at stykkerne blev opført på latin, bl.a. til forfinelse af sprog og adfærd; senere begyndte man at oversætte de antikke forfattere, og endelig blev der skrevet nye tekster efter antikt forbillede, fx Cassaria af Ludovico Ariosto, opført hos hertugen af Ferrara 1508, og Mandragola af Machiavelli fra ca. 1520.

Denne genre kaldes commedia erudita ('den lærde komedie'). Aristoteles udkom på latin 1498 og siden i forskellige udgaver med kommentarer og teoretiseringer, således hos Ludovico Castelvetro, der i 1570 udledte kravet om stedets enhed af Aristoteles' begreber om tidens og handlingens enheder.

Sebastiano Serlios Secondo Libro dell'Architettura (1545) rummer anvisninger på tragisk, komisk og landlig scenografi og teaterarkitektoniske betragtninger med udgangspunkt i Vitruvius. Arbejdet med det illuderende centralperspektiv inden for billedkunsten var en væsentlig baggrund for udviklingen af renæssancens scenografiske principper, der senere kulminerede i barokkens komplicerede kulissemaskineri.

Blandt periodens italienske teaterbygninger er Andrea Palladios og Vincenzo Scamozzis Teatro Olimpico i Vicenza et hovedværk. Det blev opført for det lærde Accademia Olimpica og indviet 1585; det er disponeret som et amfiteatralsk tilskuerrum over for en bred scene foran en pompøs facade med kik ind til plastisk perspektiviske gader som et fast sceneri.

Det pædagogiske aspekt spillede en stor rolle. Der udvikledes et protestantisk skoledrama, bl.a. i Norden, ud fra en bevidsthed om teatrets udviklende og propagandistiske muligheder, inspireret af Luthers elev Melanchthon. I katolsk sammenhæng havde det avancerede jesuiterteater en betydelig placering.

Teatret kunne indgå som led i fyrsternes fremvisning af egen magt og pragt, der i videre forstand indebar iscenesættelse; dette gjaldt fx ungrenæssancens pragtfulde florentinske trionfi, allegoriske optog, der blev et forbillede for de europæiske hoffer.

Det var til at begynde med i hovedsagen komediegenren, der blev den vigtigste; Giangiorgio Trissinos tragedie Sofonisba (1515) med inspiration fra Euripides og Seneca d.y. hører til undtagelserne. Hvor Italien i 1500-tallet ikke mindst var foregangsland inden for dramatikken, gjaldt det siden især scenemaskineriet og musikdramaet.

Dramaet udviklede sig andetsteds, bl.a. i Spanien og England, efter andre principper end de formstramme, der var udgangspunktet i Italien. Også Tyskland og Frankrig kendte til dramatik af mere spektakulær art. Spaniens såkaldte guldalder, der foldede sig ud i 1600-tallet, fostrede produktive dramatikere som Tirso de Molina, der skrev dramaet om Don Juan, Lope de Vega og Pedro Calderón de la Barca, forfatteren til Livet er drøm (1635).

Det er en lidenskabelig dramatik med heroiske, allegoriske og religiøse emner, herunder de såkaldte kappe-og-kårde-komedier, og fabulerende udtryksformer på tværs af de dramaturgiske normer, som var afledt af Aristoteles. Stykkerne blev vist på scener, som kunne være mobile eller indrettede i gårde omgivet af husfacader, de såkaldte corrales.

Tilsvarende var den engelske udvikling gået i retning af bredt fortællende historiske spil i forlængelse af middelalderens episodisk komponerede dramatik. Med opførelsen af The Theatre i London i 1576 indledtes en epoke, oftest benævnt det elizabethanske teater, med et rigt og varieret teaterliv.

Den karakteristiske type teaterbygning var rund eller polygon, måske med antik inspiration. Midt i var en fremskudt scene udstyret bagtil med to døre og en balkon. Angivelse af de skiftende lokaliteter lå mest i dialog og situation og blev i scenografisk henseende højst antydet.

En række forfattere skrev for teatret med William Shakespeare som den ypperste inden for genrer som historisk, tragisk, komisk og romantisk drama. Selvom teatret var en populær kunstart, var standens anseelse ringe.

Med puritanernes lukning af teatrene i 1642 søgte trupper til kontinentet, hvorved det tysk-nederlandske vandretrup-teater fik en betydelig impuls fra det elizabethanske drama. Som følge af troskampen, reformation over for modreformation, som tog fart op gennem 1500-tallet, skærpedes den kirkelige antipati mod skuespilkunsten som profession, først og især fra katolsk hold.

Dette fik følger for den italienske improviserede maskekomedie, commedia dell'arte, som forenede folkeligt-burleske udtryk med træk fra den lærde komedie, commedia erudita. Også denne teaterform, som arbejdede på tværs af de formstrenge klassiske principper, fik afgørende betydning for europæisk teater, idet trupperne snart søgte ud og turnerede i en række lande. Læs desuden om teater i Danmark.

Læs om renæssancen i øvrigt.