absurd teater

© Gyldendal

Samuel Beckett. Portræt, 1966.

absurd teater, teaterretning, der opstod i Frankrig efter 2. Verdenskrig med rødder bl.a. i grotesk nonsens-prægede teaterformer; også Strindbergs drømmespil-dramatik kan ses som en forløber. I sit grundlag hænger teaterformen sammen med eksistentialismen. Ligesom det brechtske teater repræsenterer det den betydeligste udfordring for den dominerende realisme i 1950'ernes og 1960'ernes Europa og USA. Absurd teater dækker over et bredt spektrum, fra en art brudt realisme (Harold Pinter) til det næsten surrealistisk fabulerende (Ionesco).

Scenisk er absurd teater ikke egentlig nybrydende. Det bygger på en tekst og ageres på en scene. Men det er antinaturalistisk og gør brug af et enkelt og symbolsk scenerum. Teksternes tema er den tilsyneladende meningsløshed i det moderne og rodløse menneskes liv, og dramaformen er derfor ofte mere tilstandsbeskrivende end spændingsforløsende. Spillet er i reglen præget af mekaniske og historieløse typiseringer frem for en psykologisk karaktertegning.

De første absurdister var Eugène Ionesco, hvis "antidrama"La cantatrice chauve (Den skaldede sangerinde) blev uropført i Paris 1950, og Samuel Beckett, som havde urpremiere på En attendant Godot (Vi venter på Godot) i 1953. I Østeuropa havde absurd teater en særlig appel pga. de totalitære samfundsforhold og det Kafka-agtige bureaukrati, ikke mindst hos polakken Sławomir Mrożek og tjekken Václav Havel.

Til Danmark kom absurdismen med Aarhus Teaters opførelse af Vi venter på Godot i 1956. Det var ikke mindst Studenterscenen og intime studioscener, der i begyndelsen dyrkede absurdismen. Blandt danske absurdister kan nævnes Jess Ørnsbo og Svend Åge Madsen.