avantgarde - teater

© U. Boccioni/Gyldendal

Avantgarde. U. Boccioni Futuristisk soiré i Milano, 1911. De historiske avantgardebevægelser forstod at vække opmærksomhed. På scenen blev politisk manifestation og kunstnerisk handling mødt af publikums begejstrede tilråb, højlydte protester og slagsmål.

På teatret er avantgarden bl.a. en reaktion på naturalismen. Den dyrker det usammenhængende, brudfladerne og dissonanserne i en bevidst udstilling af teatret som teater, ikke som imiteret virkelighed. Den blander genrer og udtryksformer og overskrider grænser mellem kunstarterne. Psykologisk karakterskildring viger for plastiske eller marionetagtige virkninger; skuespilleren rangerer i højere grad på linje med maleriske eller skulpturelle elementer. Avantgardens antiborgerlighed bliver af udøverne ofte anset for revolutionær; i praksis er avantgarden dog i reglen en elitær teaterform.

En forløber for avantgarden var Alfred Jarrys grovkornet groteske farce Ubu roi (Kong Ubu), der havde skandalepremiere i Paris 1896, og hvori god smag og logik blev sprængt til atomer. Også August Strindbergs visionære dramatik var et pejlemærke i udviklingen af avantgarden.

I perioden op mod 1930 lå den historiske avantgarde, som knyttede sig til en række -ismer, fx den italienske futurisme, hvor Marinetti slog til lyd for varieté og cirkus frem for dybsindige dialoger.

Denne retning kom til at præge det sovjetiske avantgardeteater, hvor Vsevolod Mejerkhold blev toneangivende med en stil, der scenografisk byggede på konstruktivismens næsten abstrakt maskinagtige udtryk og i spillet på biomekanikkens tilsvarende mekanisering af skuespillerne.

I Tyskland blomstrede ekspressionismen i 1920'erne, da også malere som Kandinsky og Kokoschka eksperimenterede med teatret. Erwin Piscator skabte med forbillede i Mejerkhold et politisk teater med bl.a. George Grosz som scenograf.

I Frankrig vedkendte dadaisterne sig arven efter Jarry; de søgte og nåede skandalen. Antonin Artaud udgik fra Jarry og surrealismen og fik med sine teorier om et "grusomhedens teater" størst betydning på længere sigt.

I 1950'erne og 1960'erne sås elementer fra avantgarden i det absurde teater. Endnu tydeligere var sammenhængen med den historiske avantgarde i 1960'ernes og 1970'ernes happeningbevægelser og eksperimenterende teatergrupper, som ofte udgik fra USA; i Europa har navnlig Jerzy Grotowskis teater i Polen og Eugenio Barbas Odin Teatret i Holstebro forvaltet inspirationen fra Artaud. Performanceteatrene har i 1980'erne og 1990'erne vist tydelige træk fra det historiske avantgardeteater.

Læs mere om avantgarde her.

Læs mere om avantgardedans her.