ekspressionisme - teater

Verificeret
Artiklens indhold er godkendt af redaktionen.

Som teaterform er ekspressionismen primært et tysk fænomen. En forløber var maleren Oskar Kokoschkas skandaleombruste enaktere 1907-08. Som første egentlige ekspressionistiske drama regnes Reinhard Sorges Der Bettler (skrevet 1912); som første ekspressionistiske opsætning Walter Hasenclevers Der Sohn (1916).

Den fragmentariske eller episodiske form foregribes hos Georg Büchner og Frank Wedekind, men det dominerende forbillede var Strindbergs visionære dramaer, hans "stationsdramatik", som i drømmeagtige billeder fortalte individets livsrejse og afbildede omverdenen som syner eller typer i forhold til jeget ("Ich-drama"). Personerne var ikke psykologisk nuancerede individer, men ofte navnløse kollektivroller som "faderen" eller "sønnen". En karakteristisk desperat patos afspejles i betegnelsen "O, Mensch-dramatik". Tidlige stykker af Bertolt Brecht som Baal (1918) og Trommeln in der Nacht (1919) er ekspressionistisk prægede, og fortællestrukturen i hans senere "episke" teater er beslægtet med ekspressionismen.

Nok så væsentlig som den litterære kvalitet var den sceniske: en ekstatisk spillestil i rytmisk stiliserede kadencer; anvendelse af grotesk sminke eller masker; en skærende brug af lys til at fremhæve figurer eller sceneudsnit; en enten skæv og forvredet eller arkitektonisk forenklet scenografi, mest berømt i instruktøren Leopold Jessners brug af Appia-inspirerede trappekonstruktioner.

Efter 1. Verdenskrig prægede ekspressionismen også institutionaliserede dele af tysk teater. Repertoiret nåede kun Danmark i beskedent omfang, således fx Ernst Tollers Hoppla wir leben (1928, Betty Nansen Teatret). Som et originalt dansk ekspressionistisk drama regnes Svend Borbergs Ingen (1920, premiere 1923, Det Kongelige Teater). I 1980'erne oplevede den "desperate" ekspressionisme en vis renæssance også i Danmark, bl.a. i yngre instruktørers udtryk.

Læs videre om ekspressionisme.

 

 

 


 

Kommentarer

Skriv kommentar

Her kan du skrive en kommentar til artiklen. Du skal være logget ind for at kunne skrive kommentarer.

Hvad er en kommentar? Her kan du kommentere artiklens indhold. Dine kommentarer er synlige for alle brugere.

Find bøger

   
   Find Lydbøger
hos Storytel
   Find bøger
bogpriser.dk
   Studiebøger
pensum.dk
   E-bøger
hos g.dk

 

  • Der er endnu ingen tags til denne artikel
Hvad er et tag? Tags er artiklens nøgleord. Artikler med et fælles tag findes ved at klikke på tagget. Når du er logget ind, kan du tilføje tags og dermed skabe sammenhænge.

Du kan bidrage til denne artikel. Log ind her

Nyhedsbrev

Om artiklen

Seneste forfatter
Redaktionen
14/03/2012
Ekspert
UrsFu
Oprindelig forfatter
Holm
30/01/2009

© Gyldendal 2009-2013 - Powered by MindTouch Deki