Konstruktivisme er inden for teater en del af de formeksperimenter, der fandt sted i Rusland fra årene før revolutionen i 1917 og frem til 1934.
Kendtest er Tairovs, Vakhtangovs og Mejerkholds opsætninger, hvorved konstruktivistisk teater fik sit gennembrud. Konstruktivistisk teater opsøgte ofte sit publikum i fabrikshaller, banegårde og byens rum. Man gav afkald på illusionsskabende dekorationsflader, og rå materialer blev anvendt i en reteatralisering af teaterrummet. Farver afløste underlægningsmusikken som stemningsmarkør.
Skuespilleren blev opfattet som forlængelse af en tredimensional konstruktion med visualiseret rytme. Figurerne blev grupperet til masse, og kostumerne blev skiftet ud med blå overalls. Scenebilledet reduceredes herved til udelukkende konstruktionsmæssigt fungerende dele.
Navnlig Mejerkholds opsætning fra 1922 af F. Crommelyncks komedie Den storsindede hanrej ses som repræsentant for konstruktivistisk teater.
1934 blev konstruktivistisk teater umuliggjort i Sovjetunionen på grund af doktrinen om socialistisk realisme.
Konstruktivistisk teater sås i Tyskland i Erwin Piscators politiske-episke teater samt i idéer fra Bauhaus.
I Danmark var flere af instruktøren Per Knutzons tidlige opsætninger inspireret af konstruktivistisk teater. De politiske eksperimenter på scenen i 1970'erne mindede om stilladser og nonfigurative rum fra konstruktivistisk teater.
Begrebet konstruktivisme benyttes desuden inden for:
Kommentarer
Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.
Du skal være logget ind for at kommentere.