Krønikespil, chronicle play, historisk dramaform, der blomstrede i England i slutningen af 1500-t. Med sine brede fortællende episoder bygger det på middelalderdramaet; Shakespeares nationalt historiske skuespil er prototypen på genren. Den episodiske form blev et forbillede for Brechts episke teater. Han gav således Mutter Courage und ihre Kinder (1939) undertitlen "En krønike fra trediveårskrigen".