naturalisme - teater

Naturalisme - teater, Naturalismen på teatret har sin forudsætning i 1700-tallets. borgerlige drama og i 1800-tallets realisme.

Ud fra Denis Diderot og G.E. Lessing talte Knud Lyne Rahbek om "Naturalismus" og om at spille, som var der en mur mellem scene og sal, jf. naturalismens grundprincip om den (usynlige) "fjerde væg".

I 1870'erne gennemførte den tyske teatertrup Meiningerne en radikal autenticitet i det sceniske udstyr, som blev forbillede for den egentlige naturalisme, der med Émile Zola som teoretiker realiserede den videnskabeligt gennemførte virkelighedsgengivelse. André Antoines Théâtre Libre i Paris fra 1887 blev et knudepunkt med dets repertoire af bl.a. Henrik Ibsen, August Strindberg og Gerhart Hauptmann.

Udgangspunktet var arv og miljø som styrende faktorer; det indebar stor vægt på psykologiske nuancer i spillet og detaljerigdom i scenebilledet. Målet var en fuldstændig illusion og identifikation: Man spillede ikke, men var rollen. Denne psykologiske metode udvikledes af Konstantin Stanislavskij, og i Danmark arbejdede William Bloch efter tilsvarende principper.

Naturalismen har præget teatret afgørende. Stanislavskijs teknik influerede via Lee Strasbergs Method Acting på film- og tv-mediet. I dramatikken kommer naturalismen tilbage i bølger: fx 1960'ernes engelske sociale bølge, tyskeren Franz Xaver Kroetz (f. 1946) i 1970'erne, svenskeren Lars Norén i 1980'erne og ireren Martin McDonagh (f. 1970) i 1990'erne. Se også realisme.

Læs videre om naturalisme.