romantik - teater

Romantik - teater, Romantikkens teater var i høj grad et oprør mod klassicismens formstrenghed. Tendensen lå i den tyske Sturm und Drang-bevægelse med dens inspiration fra William Shakespeare, ligesom den karakteristiske fascination af det nationalt mytologiske og middelalderlige stof sås i bl.a. dansk drama fra slutningen af 1700-t.

I den tyske litteraturkritiker og -historiker August Wilhelm Schlegels Vorlesungen über dramatische Kunst und Literatur fra 1808 samledes det romantiske dramas teori.

Den tyske romantik influerede fransk teater: Victor Hugos forord til skuespillet Cromwell (1827) står som et grundskrift for romantikkens teater; heri peger han bl.a. på dramaet som en genre, hvor alle livets facetter (det sublime, det groteske, det gode og det onde) kan komme til udtryk.

Gennemgående i romantikkens teater var henvisningen til William Shakespeare og en forkærlighed for det grænsesprængende. En dragning mod det dunkle og dæmoniske kunne give sig udslag i skrækromantik, og splittetheden slog undertiden over i romantisk ironi, hvori den sceniske illusion blev brudt.

En opløsning af genrerne sås i læsedramaer, undertiden drevet ud i det ekstreme som i C.J.L. Almqvists blanding af drama, epik og lyrik.

Også skuespilkunsten blev præget af de geniale enere med det følelsesbårne udtryk: Ludwig Devrient, Frédérick Lemaître, Edmund Kean, Dr. Ryge og Johanne Luise Heiberg. Scenisk sås en begyndende interesse for det historisk troværdige i det visuelle udtryk. Hertil kom nye tekniske muligheder for at arbejde med stemningsskabende lysvirkninger.

I Danmark blev hovedskikkelsen Adam Oehlenschläger, hvis tragedier var præget af bl.a. Shakespeareinspirationen og engagementet i det urnordiske. Inden for teatret efterfulgtes romantikken af realisme og naturalisme. Ikke desto mindre sås i fx Holger Drachmanns dramaer en senromantisk tendens.

Læs mere om romantikken.