George Pierce Baker, 1866-1935, amerikansk professor i dramatik ved Harvard University. I 1905 grundlagde Baker det kursus for dramatikere, som i 1912 havde udviklet sig til den navnkundige 47 Workshop. Denne iscenesatte stykker skrevet efter Bakers anvisninger; blandt deltagerne var Eugene O'Neill. Fra 1925 til sin tilbagetræden i 1933 var Baker tilknyttet Yale University. Hans sjældne evner som både teoretiker og praktisk teatermand gav ham betydelig indflydelse i USA og Europa.