Gösta M. Bergman, Gösta Maurits Bergman, 1905-1975, svensk teaterchef og -historiker, professor i Stockholm 1958-71. Efter en tid bl.a. som dramaturg på Studenterscenen blev Bergman sekretær for Socialdemokratiets "1933 års teaterutrednings betänkande" (1934), der tidligt gav Sverige en langsigtet, frugtbar teaterpolitik. Han ledede det nyoprettede turnerende Riksteatern 1934-57. Sideløbende forskede han især i den moderne sceneinstruktions tidlige historie. Han har skrevet en række bøger om teater, bl.a. standardværket Den moderna teaterns genombrott — 1890-1925 (1966).