Théâtre Italien, Comédie-Italienne, commedia dell' arte-trup, der fra 1658 spillede nogenlunde fast i Paris, i en periode i Palais Royal vekselvis med Molière, siden især på Hôtel de Bourgogne.

Truppen var under kongelig protektion og blandede efterhånden skrevne franske tekster i improvisationerne. Fra 1694 udgav lederen dens repertoire under titlen Le Théâtre Italien, som blev en inspirationskilde for Ludvig Holberg.

1697 blev truppen forvist efter kongelig ordre. Først efter Ludvig 14.s død ansattes 1716 en ny italiensk trup, der bl.a. lancerede dramatikeren Pierre Marivaux. Teatret gik mere og mere over til musikteater og smeltede sidst i 1700-t. sammen med Théâtre de l'Opéra-Comique.

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig