Josephine Baker med bananskørt, hendes berømteste optræden, første gang i Paris i 1926. Fotografi.
Josephine Baker, 1906-1975, amerikansk-fransk entertainer. Josephine Baker begyndte allerede som 14-årig at optræde med sang og dans og turnerede tidligt i sit liv med forskellige sorte kompagnier, inden hun i 1923 kom til New York og begyndte at optræde på Broadway. Et gæstespil i Paris i 1925 med La Revue nègre gav Josephine Baker stor succes og førte hende bl.a. til Berlin, hvor hun blev et centrum i byens avantgardistiske kredse. I 1926 blev hun internationalt berømt med et nummer på Folies-Bergères i Paris, hvor hun optrådte nøgen, kun iført et skørt af bananer. Begivenheden udløste stor moralsk forargelse. Josephine Baker blev udråbt som en fordærver af ungdommens moral, og da hun i 1928 ankom til København, forsøgte man forgæves at stoppe hendes optræden. Hendes varmeste fortaler ved denne lejlighed var Poul Henningsen, der bl.a. skrev i Politiken: "Hvis naturlighed kunne læres, ville mødrene sende deres unge piger til Josephine Baker."
Josephine Baker havde også en karriere som fotomodel og var en af de første, der i fotografiet fremhævede den sorte huds skønhed. I 1934 begyndte hun desuden at indspille film i Frankrig, og i 1937 blev hun fransk statsborger.
Josephine Baker var aktiv i Frankrigs modstandskamp under 2. Verdenskrig og modtog efter krigen flere hædersbevisninger for sin indsats. I 1950 begyndte hun at adoptere børn af forskellig farve og nationalitet og etablerede et "Børnenes FN", der skulle vise, at alverdens folk sagtens kunne leve i fredelig sameksistens. Bakers shows efter krigen var musikalsk og visuelt overdådige, og hun turnerede overalt i Europa, bl.a. for at finansiere det idealistiske børnehjem på slottet Les Milandes.
| Find Lydbøger hos Storytel | Find bøger på bogpriser.dk | Studiebøger på pensum.dk | E-bøger i Bøger app | ||||
Du kan bidrage til denne artikel. Log ind her
© Gyldendal 2009-2013 - Powered by MindTouch Deki