Jørgen Ljungdalh, f. 1945, dansk dramatiker. Han debuterede 1979 med stykket Flæsk, hvis dokumentariske analyse af dansk landbrugs krise i 1970'erne overførtes til filmmanuskriptet Der er et yndigt land (instrueret af Morten Arnfred, 1983). Han har en omfattende scene-, tv- og radiospilsproduktion samt oversættervirksomhed og litterære dramatiseringer bag sig, fx Henrik Pontoppidans Lykke-Per (1988) og De dødes rige (2004, begge Aarhus Teater) samt Scotts Ivanhoe (Det Kgl. Teater i Ulvedalene, 2003). Ljungdalh var Aarhus Teaters første husdramatiker 1973-77. 1991-96 fungerede han som filmkonsulent og 1997-2000 som konsulent for Dansk Novellefilm.