Anders And i tegnefilmen Bootle Beetle (1947, Vandrebillen), iscenesat af Jack Hannah. I samarbejde med Jack King og Jack Kinney skabte Hannah den meget koleriske Anders And-type, der altid er i krig med insekter og andre smådyr.

.

Anders And. I historien En skæv dag i Andeby fra 1996 forhekses Anders And og Onkel Joakim af ærkefjenden Hexia de Trick på en måde, så deres forhold til tyngdekraften sættes på en svær prøve, alt sammen led i troldandens bestræbelser på at stjæle Joakim von Ands lykkemønt. Historien, tegnet af Don Rosa, var nomineret til Will Eisner-prisen i 1998 for bedste korte tegneseriehistorie.

.

Anders And er en amerikansk tegnefilm- og tegneseriefigur, som blev skabt i 1934 på Walt Disney-studiet. Med langt gult næb, matrostøj og en uskøn, skræppende stemme (indtalt af Clarence Nash) debuterede han i tegnefilmen Den kloge lille høne, og da han året efter blev sat op mod den flinke Mickey Mouse i film som Spil op, Mickey, blev det klart, at Walt Disney havde fået en ny stjerne.

Faktaboks

Også kendt som

på amerikansk: Donald Duck

Kolerisk, destruktiv, anarkistisk, øretæveindbydende og dog charmerende — således blev de karaktertræk, der snart skulle true selv Mickeys position. Walt Disney var betænkelig ved denne udvikling, og han udtalte senere, at han var ærgerlig over, at Anders havde fået så megen opmærksomhed på Mickeys bekostning.

Anders And i tegnefilm

Efter en række film sammen med Mickey, Fedtmule (amerikansk Goofy) og ind imellem kæresten Andersine (amerikansk Daisy) fik han sin egen filmserie, og fra 1940 var han den ubestridte førstemand i de tegnede kortfilm. Her gav man ham så nye modstandere, der kunne tænde hans korte lunte, fx nevøerne Rip, Rap og Rup (amerikansk Huey, Dewey og Louie), fra 1938), Chip & Chap (amerikansk Chip 'n Dale, fra 1947) og tilbagevendende horder af marcherende myrer og jagerfly-inspirerede bier.

De fleste film blev instrueret af Jack King og Jack Hannah; i alt optrådte Anders And i flere end 150 kortfilm.

Anders And-tegneserier

Anders And som tegneseriefigur i Carl Barks' streg. Barks udviklede en langt mildere og mere eftertænksom figur end tegnefilmskaberne. Han gjorde Anders til hovedpersonen i en lang række dramatiske episoder, hvor han er ansat hos Joakim von And og skal forøge hans i forvejen enorme formue. I denne historie fra 1955 skal Anders sælge vidundermel, hvis brugsanvisning på pakningen desværre er skrevet på volapyk. Resultatet er skæbnesvangert.

.

Som tegneseriefigur kunne Anders And ses regelmæssigt fra 1938, da Al Taliaferro (1905-1969) tegnede en avisstribe, hvori han fangede andens filmpersonlighed.

Carl Barks' Anders And

Anders And. Carl Barks, der fra 1943 tegnede Anders And i bladudgaven, i Danmark, 1994.

.

Fra 1943 tegnede Carl Barks bladudgaven; han dæmpede med årene figurens temperament og gjorde den bedre egnet til at optræde i længere eventyrhistorier. I Barks' udgave blev han i højere grad den tragiske taber eller hr. Middelmand end den koleriske tyran.

Carl Barks opfandt også Andeby (amerikansk Duckburg) og alle dens indbyggere, Joakim von And (amerikansk Scrooge McDuck), Georg Gearløs (amerikansk Gyro Gearloose), Bjørne-Banden (amerikansk The Beagle Boys), Fætter Højben (amerikansk Gladstone Gander), og det var dette univers, der i Barks' streg dannede baggrunden for tegneseriens verdensomspændende popularitet, i Danmark via bladet Anders And & Co., som er udkommet siden 1949, først som månedsblad og fra 1959 hver uge.

Mens regelmæssig produktion af tegnefilm ophørte i 1956, fremstilles der fortsat nye tegneseriehistorier på licens over hele verden, bl.a. i Danmark (hos Egmont), i Holland, Italien og Spanien.

Læs mere i Den Store Danske

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig