Skipper Skræk
Skipper Skræk på filmplakat fra 1960.
Skipper Skræk
Af /Album/Ritzau Scanpix.

Skipper Skræk. Sidste halvdel af en historie, tegnet af Elzie C. Segar og bragt i Berlingske Tidendes Søndags Magasin (tillægget De Kulørte Sider) 19.07.1936. Vimmer, der vasker op til gengæld for et måltid mad og anser sig selv for Amerikas hurtigste opvasker, udfordrer Skipper Skræk til en kamp på viskestykker. Forlagskoncernen Aller udgav 1938-63 bladet Skipper Skræk med en lang række forskellige tegneserier; det var det første danske tegneseriehæfte efter amerikansk mønster.

.

Skipper Skræk er en amerikansk tegneseriefigur, skabt af Elzie C. Segar (1894-1938).

Faktaboks

Også kendt som

Popeye

Skipper Skræk dukkede op i 1929 i Segars serie Thimble Theatre, først som bifigur, senere som seriens centrum. Han er matros, ikke voldsomt intelligent, men charmerende og heltemodig på sin egen, uimponerede måde.

Skipper Skræks liv motiveres især af hans store kærlighed til Olivia (Olive Oyl), som han må kæmpe for, især med den storskrydende Brutus (Bluto). Andre figurer er den bøfsandwich-nassende Vimmer (Wimpy), Skræks søn Grønært (Little Swee' Pea) og den grumme havheks (The Sea Hag).

Skipper Skræk som tegnefilm

Segars tegneserieudgave er meget finurligt tegnet, sprogligt opfindsom og særpræget. Mindre kompleks er den tegnefilmserie, der påbegyndtes i 1932. Filmene blev frem til 1942 instrueret af Dave Fleischer (1894-1979) og var med til at gøre Skipper Skræk til en internationalt kendt figur. Især i filmene spillede spinat en væsentlig rolle ved at give Skræk superkræfter, så han kunne besejre Brutus og redde Olivia. Filmfigurens stemme blev indtalt af Jack Mercer (1910-1984), som også indsang temasangen I'm Popeye the Sailor Man på melodien The Sailor's Hornpipe.

Efter Segars død overtog andre tegnere den trykte udgave, ligesom andre tegnefilmstudier især i 1940'erne og 1950'erne producerede flere, men knap så originale film. I 1980 instruerede Robert Altman Popeye (Skipper Skræk), en excentrisk filmmusical med Robin Williams i titelrollen.

Læs mere i Den Store Danske

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig