Amazing Fantasy 15.
Det 15. nummer af magasinet Amazing Fantasy udkom i august 1962. Her kunne læseren for første gang møde både Peter Parker (Spider-Man), Aunt May og Uncle Ben. Dette eksemplar er signeret af Stan Lee.
Af //AFP/Ritzau Scanpix.

Spider-Man er en tegneseriefigur skabt af Stan Lee og Steve Ditko for Marvel Comics.

Faktaboks

Også kendt som

Edderkoppen

Spider-Man havde sin første optræden i det amerikanske serieblad Amazing Fantasy i 1962, men fik allerede i 1963 sit eget blad, The Amazing Spider-Man. Serien kom til Danmark i 1967 i bladet Dæmonen, og den fik samme år sit eget hæfte med den danske titel Edderkoppen.

Fra 1999 blev det besluttet, at Marvels karakterer skulle have samme navn på dansk som på amerikansk, og figuren skiftede navn til Spider-Man. Dette medførte en del debat blandt danske fans.

Om helten Spider-Man

Spider-Man-figuren adskiller sig fra traditionelle superhelte ved en meget menneskelig karakter, der agerer i et socialt genkendeligt univers. Hovedkarakteren Peter Parker er eneste barn efter Richard og Mary Parker, som bliver dræbt, mens Peter stadig er en baby. Peter bliver således, som de fleste andre superhelte, forældreløs. Han udvikler sig til at blive en splejset ung mand, der især i begyndelsen kæmper med almindelige teenageproblemer som kærestesorger og manglende selvtillid.

Fra Peter Parker til Spider-Man

Peter Parker bliver på et tidspunkt bidt af en radioaktiv edderkop og får edderkop-lignende kræfter, bl.a. evnen til at klatre på vægge og andre overflader. Dog adskiller Spider-Man sig i begyndelsen moralsk fra andre helte: I stedet for uegennyttigt at bruge superkræfterne til at bekæmpe kriminalitet, bruger han bl.a. sine evner til at tjene penge. Men da han på et tidspunkt undlader at stoppe en tyv, der siden slår hans onkel ihjel, driver hans dårlige samvittighed ham til bruge sine kræfter i det godes tjeneste. Dette sker under mottoet: "Med store kræfter følger et stort ansvar".

Spider-Man som populærkultur

Oprindeligt var Marvel Comics ikke særligt begejstrede for idéen om en teenage-helt med neuroser og manglende moralsk kompas, men serien er i dag blevet en central del af amerikansk og vestlig populærkultur.

Serien er både animeret og filmatiseret med succes flere gange, og der er produceret videospil og en (mindre succesfuld) Broadway musical i 2011 med musik af U2.

Læs mere i Den Store Danske

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig