Gyldenspjæt gør ingen forsøg på at udfylde den sociale rolle, som hans rigdom muliggør, fx interesserer han sig overhovedet ikke for finere kultur. Rasmine prøver derimod stædigt at følge de fine damers eksempel, men desværre kommer hendes temperament ofte i vejen. Stribe fra 1938.

.

Will Eisners originale og sprudlende grafiske stil er især tydelig i historierne om politiagenten The Spirit; bogstaver, bygninger og mennesker smelter sammen og skaber seriens karakteristiske og fascinerende storbystemning.

.

"Tegneserier" betegner en bred vifte af tegnede historier og billedsekvenser – fra superhelteserier til minimalistiske grafiske romaner. Billederne er ofte understøttet at tekst såsom talebobler.

Tegneserien kan betragtes som en fortælleform, en særlig måde at fortælle med billedsekvenser. Når man diskuterer tegneserien som fortælleform, fokuserer man på de særlige narrative elementer som blev skabt, da man i slutningen af 1800-tallet begyndte at masseproducere i aviser: talebobler, gennemgående figurer, m.m. Et af de tidligste eksempler på denne fortælleform er striben, der fra ca. 1890 udkom i amerikanske aviser.

Tegneserien kan også betragtes som et medie. Her sættes fokus på tegneserien som en række billeder, der bliver sat sammen i en bestemt rækkefølge og skaber en form for kunst. Med denne bredere definition kan tegneseriens fødsel spores helt tilbage til hulemalerier og vægtæpper.

Læs mere om tegneseriens stil og virkemidler og tegneseriens historie.

Tegneserien som medie

Linda og Valentin (forrest i gule dragter) er agenter i tid og rum; Linda kritisk og tænksom, Valentin mere ukritisk pligtopfyldende. Deres univers er beboet af talrige civilisationer, der fremstilles fantasifuldt, men samtidig levende og logisk med deres velgennemtænkte samfundsopbygning. Ofte bruges fremmede kulturer som sindbillede på jordiske forhold som fx teknokrati, materialisme eller gudedyrkelse. Udsnit af forsiden af albummet Skyggernes Ambassadør (L'Ambassadeur des ombres, 1975, da. 1985).

.

Tegneseriekunstneren Will Eisner er blandt dem, det ser det at sætte en serie statiske billeder i en bestemt rækkefølge som det helt karakteristiske ved tegneseriemediet. Han definerer tegneserier som 'sekventiel kunst'.

Scott McCloud – sekventiel visuel kunst

Pogo-stribe fra 1970, hvor alligatoren Albert over for Pogo afslører sit ringe bidrag til løsningen af verdens forureningsproblemer. Senere i den samme historie argumenterer træpindsvinet Porky for, at man bør fjerne kilden til forurening, menneskeheden.

.

Den amerikanske tegner og teoretiker Scott McCloud (født i 1960) tager denne definition et skridt videre og introducerer begrebet 'sekventiel visuel kunst'. Han understreger, hvordan tegneserier er arrangeret rumligt og beskriver dem som billeder sat sammen i en bestemt rækkefølge med det formål at formidle information og/eller fremkalde æstetiske reaktioner hos læseren.

McCloud udelukker her visse former for udtryk, som ellers ofte betegnes som tegneserier, fx enkelt-paneler, da de ikke opfylder kravene til det sekventielle.

Ulempen ved at se tegneserien som medie

Den maskerede forbryderbekæmper Fantomet har netop hørt over jungletrommerne, at en opdagelsesrejsende og hans datter er blevet taget til fange af rebfolket, en kannibalstamme. Straks forlader han Dødningegrotten for på hesten Hero at ride til undsætning. Tilbage bliver hunden Devil og vennen Guran. Tegningen stammer fra en historie fra 1951.

.

Generelt er disse medieorienterede definitioner meget brede, og de har svært ved at udelukke fx illustrerede børnebøger eller vægtæpper fra at blive betragtet som tegneserier. For at indfange det særlige i moderne tegneseriers udtryk mener mange derfor, at selve fortælleformen og den konkrete kommercielle ramme for tegneserien skal inddrages.

Tegneserien som fortælleform i massekulturen

Ridende valkyrier bringer nye einherjer, dræbte krigere, til Valhal, de faldnes hal. Tegning af Peter Madsen fra Ormen i dybet, tegneserien Valhallas 7. album, der blev udgivet i 1991.

.

Lægges fokus på fortælleformen, der er blevet udviklet i forskellige kommercielle formater (avisstriber, tegneseriehæfter, albums, grafiske romaner m.m.), vægtes tegneseriens fremkomst i massemedier og de særlige fortællemæssige elementer, som blev skabt via og i denne distributionsform. Gennemgående figurer og cliffhangers blev således udviklet bl.a. for at lokke læserne til fortsat at købe de aviser (og senere hæfter), hvori serierne blev publiceret.

David Kunzle – reproducerbar kunst

Forsiden af X-Men-blad nummer 100, august 1976. Der er tilsyneladende opstået visse skærmydsler mellem mutanterne, opildnet af professor X, der har rejst sig fra sin kørestol. Efter en hård kamp afsløres det, at professoren såvel som nogle af mutanterne i virkeligheden er robotkopier (modellerne er taget til fange i såkaldte mega-tubes), skabt med det formål at udrydde mutanterne fra Jordens overflade af frygt for deres overlegne evner.

.

Den amerikanske kunsthistoriker David Kunzle (1936-2024) betoner, at tegneserier skal være "reproducerbare” for at være tegneserier. Fordelen ved dette kriterie er, at det forhindrer, at alle sekventielle visuelle udtryk, fra hulemalerier til præcolumbianske vægtæpper og Bayeux-tapetet tæller som tegneserier. Ligeledes vil tegneserielignende malerier af fx Lichtenstein også være udelukket.

Kritik af Kunzle m.fl.

Dick Tracy taler med hovedkvarteret via sin 2-way wrist radio; en typisk situation, der går igen i alle historier efter 1946, da han fik sin armbåndsradio. I 1960'erne blev den skiftet ud med et armbånds-tv. Billedet er fra historien Crewy Lou fra 1951.

.

Dette synspunkt – at tegneserier kan defineres ved at være reproducerbare – kritiseres for at medføre, at tegneserier kan ses som rent et amerikansk fænomen. Særligt europæiske teoretikere har påpeget, at de striber, der blev offentliggjort i dagblade i 1890'erne, nok var banebrydende, men at tegneserien er meget ældre – og af europæisk oprindelse. Af kunstnere nævnte de pionerer som britiske William Hogarth (1697-1764) og schweiziske Rodolphe Töpffer (1799-1846) m.fl.

Tegneserier: kunst eller massekultur?

Diskussionen om hvorvidt tegneserien skal tænkes som medie eller som fortælleform er i høj grad funderet i stærke holdninger til, hvordan vi skal betragte tegneserien: som kunst/udtryksform eller som massekultur.

Mens mediedefinitionen fokuserer på de særlige potentialer, der ligger i at udtrykke sig i billedfortællende forløb, betoner fortælleforms-definitionen formelle træk knyttet til de forskellige kommercielle formater som avisstriber, tegneseriehæfter og grafiske romaner.

Uanset hvordan man vægter disse tilgange, kan det være svært at nå frem til en definition, der favner alle tegneseriens udtryk og stilarter – fra klassiske avisstriber til moderne grafiske romaner.

Læs mere i Den Store Danske

Litteratur

  • Christiansen, Hans-Christian, 2001, Tegnseriens æstetik, Museum Tusculanum
  • McCloud, Scott, 1994, Tegneserier - fornøjelse, fremstilling, forståelse, Gyldendal
  • Kunzle, David, 1973, The Early Comic Strip: Narrative Strips and Picture Stories in the European Broadsheet from C.1450 to 1825, University of California PressKunzle
  • David, 1990, The History of the Comic Strip, Vol. II: The Nineteenth Century, University of California Press

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig