• Artiklens indhold er godkendt af redaktionen

Star Trek

Oprindelig forfatter JøMad Seneste forfatter Redaktionen

Star Trek, amerikansk science fiction-tv-serie med kultstatus. Den første serie, Star Trek, blev sendt 1966-69 med William Shatner (f. 1931) som kaptajn Kirk og Leonard Nimoy (1931-2015) som den hyperintelligente, følelseskolde og spidsørede Spock. Idémand og producer var Gene Roddenberry (1921-91).

Senere serier af Star Trek er The Next Generation (1987-94) med Patrick Stewart (f. 1940) som kaptajn Jean-Luc Picard, Deep Space Nine (1993-99), Voyager (1995-2001) og senest Enterprise (2001-05). Desuden har den givet ophav til en tegnefilmserie (1973-75) samt en række spin-off-produkter og spil.

Serien foregår om bord på rumskibe (Enterprise, Deep Space Nine og Voyager) bemandet af mennesker, robotter, androider, cyborger og folk fra fremmede galakser.

Afsnittene har oftest et eksistentielt eller moralsk tema, fx illustreret ved mødet mellem fremmede kulturer (eller fortidens mennesker vha. tidsrejser) og de problemer, det medfører.

I modsætning til mange andre science fiction-serier foregår kultursammenstødene ofte relativt fredeligt, og målet for de rumrejsende er at opnå fredelig sameksistens. Star Trek har populariseret teknologier som strålevåben, overlyshastighed (warp speed), rejser gennem ormehuller og teleportering.

Serien er flere gange blevet omplantet til biograflærredet, første gang som Star Trek: The Motion Picture (1979). Til Star Trek III: The Search for Spock (1984) blev kunstsproget klingon konstrueret; det har vundet en vis udbredelse blandt seriens fans, de såkaldte trekkies, der med deres detaljeinteresse og encyklopædiske viden holder liv i serien.