fletning, sammensnoning af minimum tre strenge. Hårfletninger kendes fra oldtidens egyptiske parykker og græske statuer, i Danmark fra mosefund og kvindegrave fra jernalderen. Middelalderkvindernes kunstfærdige hovedbeklædninger var bygget op omkring frisurer af ægte og falske fletninger. Almuebrude bibeholdt tilsvarende håropsætninger garneret med silkebånd og anden pynt (fletter).
Fletninger har siden indgået i skiftende hårmoder, ofte med indlæg for at give fylde eller med kunstige fletninger imellem. Fletninger var ikke forbeholdt kvinder; fx havde 1700-t.s sømænd nakkefletning, omvundet med bånd og til tider tjæret, og kinesernes hårpisk var også flettet. Mange afrikanske frisurer gør brug af tætte fletninger. Se hår- og skægmode.
Ordet bruges også inden for tekstil og håndarbejde, se trendefletning og strikning.
| Find Lydbøger hos Storytel | Find bøger på bogpriser.dk | Studiebøger på pensum.dk | E-bøger hos g.dk | ||||
Du kan bidrage til denne artikel. Log ind her
© Gyldendal 2009-2013 - Powered by MindTouch Deki