hår- og skægmode

Verificeret
Artiklens indhold er godkendt af redaktionen.

Hår- og skægmode. Frisør på markedet i Tessekre, Senegal. Fotografi fra 2000.

hår- og skægmode, Hår og skæg spiller en vigtig rolle som tegn på status, køn og alder. Om man bærer håret kort eller langt, og om skægget barberes, kan være tegn på, hvorvidt man anerkender sin kulturs normer. Nye frisurer er derfor også gennem tiden blevet symboler på oprør over for det etablerede samfund. Et eksempel er punkkulturen i 1980'erne, hvor hanekamme og strithår farvet i krasse farver var meget synlige i storbyens gadebillede.

Historie i Vesten

Ud over bemaling af den nøgne krop har trimning af hår og skæg været en af de tidligste måder, hvorpå mennesket kunne smykke sig og dermed kommunikere uden ord. Hulemalerier viser stenalderjægere med opsat og måske flettet hår, og små statuetter af kvinder fra samme periode viser ligeledes opsatte frisurer af snoet eller flettet hår.

Assyriske krigere bar store krøllede og pudrede skæg, og håret, der var kort fortil og langt i nakken, blev holdt på plads med pandebånd. Oldtidens egyptere lod i stedet alt hoved- og kropshår rage af og bar kunstfærdige parykker. Olier og duftende pomader gav parykhåret glans og holdt samtidig utøjet borte. Kamme, hårnåle, pincetter og rageknive kendes i Danmark fra de samtidige bronzealdergrave. I de bevarede egekister, fx fra Egtved, Skrydstrup og Dragshøj, ses såvel glatbarberede og kortklippede mænd som kvinder med kort eller langt og kunstfærdigt opsat hår.

I Grækenland bar begge køn ca. 700-500 f.Kr. langt hår, der ofte var samlet med et bånd. Fra midten af 500-t. f.Kr. ses eksempler på mænd med kort hår, især atleter og sørgende; det blev almindeligt i 400-t. f.Kr., også til sørgende kvinder og slavinder. I øvrigt bar kvinder opsat hår. Skæg blev fra ca. 500 f.Kr. hovedsagelig båret af ældre mænd, og efter Alexander den Store var alle aldersgrupper normalt skægløse. I Rom var det et tegn på sorg at lade skægget vokse, men først under kejser Hadrian i første halvdel af 100-t. e.Kr. blev skæg igen almindeligt. Romerske mænd fremstilles altid korthårede, og i romersk kejsertid fulgte hår og skæg kejsernes, mens kvindemoden fulgte dels de kejserlige kvinders frisurer, dels de græske. Parykker, særlig blonde, vandt frem hos de velhavende, og af- og indfarvning af håret blev udbredt.

I samme periode viser fund i danske moser og grave, at man også her kendte til forskellige former for opsatte og flettede kvindefrisurer (se moselig). Vikingerne bar fuldskæg og forholdsvis kort hår, mens kvinderne havde deres lange hår bundet i knude og hængende ned derfra. I middelalderen satte de håret op med bånd, net og forskellige hovedtøjer i form af lin, huer og tørklæder. Mændene var barberede, men bar måske et overskæg. Håret var forholdsvis kort, og i 1000-t. barberede man endda håret op i nakken. Igen i 1400-t. barberede man såvel nakke som pande og fik dermed en lille "kasserolle"-frisure.

Mens jomfruer havde langt, løst hår, var gifte kvinders hår med kristendommen efterhånden tabu og måtte ikke vises for fremmede. Middelalderens kombinationer af huer og tørklæder blev derfor med små ændringer bevaret blandt almuen som anstændige gifte kvinders påklædning langt op i 1800-t. De højere stænder derimod udviklede og fulgte moden såvel i påklædning som i hår og skæg. I en periode blev fuldskæg almindeligt, men forsvandt i senmiddelalder for at vende tilbage i 1500-t., da det halvlange hår til gengæld blev erstattet af kort.

I 1600-t. havde mændene atter langt hår, ofte med en pisk eller hængekrølle ned over den ene skulder. Fuldskægget blev barberet ind til et fipskæg eller til en lille svungen moustache. Gifte kvinder kunne igen vise hår i opsatte frisurer med løse sidekrøller og en knude øverst på issen. I århundredets slutning forsvandt skæggene, og de lange mandsfrisurer blev erstattet af store allongeparykker; parykker af forskellig form og størrelse blev karakteristisk for begge køn i hele 1700-t. Kvindernes hår blev omkring år 1700 toppet op på hovedet sammen med hovedtøjet fontange. I løbet af 1700-t. blev kvindefrisurerne stadig mere kunstfærdige og var suppleret med løst hår og parykker. Både mænd og kvinder pudrede såvel det naturlige hår som parykkerne.

Den Franske Revolution var også i hår- og skægmoder en tilbagevenden til det naturlige; håret skulle falde frit omkring ansigtet på både mænd og kvinder. I løbet af 1800-t. blev kvindefrisurerne igen stablet op på hovedet med nåle og bånd, og efterhånden skulle håret krølles med jern eller suppleres med løse lokker og krøller. Mændene fik bakkenbarter, der groede til smalle skipperskæg for i midten af århundredet at blive til store brede fuldskæg. Håret var kort bortset fra ca. 1840, da mænd bar halvlangt hår i feminine krøller. I resten af 1800-t. var alle mulige former for skæg, bakkenbarter og moustacher i brug, men håret forblev kort indtil 1960'ernes lange Beatles-hår igen vendte moden.

Det mandlige pagehår blev gradvis længere igennem 1970'erne med variationer som det stort krusede, opbørstede afrohår eller de snoede dreadlocks, men fra midten af 1980'erne har mænd kunnet bære såvel helt kort som langt hår, sidstnævnte oftest arrangeret i en hestehale. Fuldskægget vandt frem i 1950'ernes jazzkredse og blev i 1960'erne og 1970'erne stort og vildtvoksende. I 1980'erne blev skægget ligesom håret trimmet kort; den specielle yuppiemode krævede endda så kort skæg, at det nærmest havde karakter af skægstubbe.

Den største omvæltning i kvinders hårmode kom efter 1. Verdenskrig, da det kortklippede garçonne-hår erstattede årtusinders lange kvindehår. Frisuren var kort, glat og praktisk, men snart skulle håret igen "bobbes", nu med den revolutionerende permanent i stedet for brændende krøllejern. Trods langhårsperioder i 1930-40'erne og 1960-70'erne er det praktiske korte hår ikke siden forsvundet fra kvindernes hårmode. Ligesom i tøjmoden er der i dag mange muligheder, men den gode klipning er det centrale. Se hårfarvning og hårpleje.

Maskulint - feminint

Mænds skægvækst er fysisk forbundet med kønsmodningen og er af den grund udtryk for virilitet og maskulinitet. Krigere har derfor ofte båret skæg, og fx i Bibelen findes eksempler på, at fanger blev barberet som en hån og straf for deres manglende styrke. Regelmæssig barbering blev med grækerne og især romerne udtryk for en civilisering af den enkelte mand og dermed en afstandtagen til utrimmede barbarer.

Trods de skiftende skægmoder har det store fuldskæg næsten konstant været udtryk for værdighed. Aldrende vismænd har båret skæg selv i skægløse tider, og i den kristne kultur afbilder man traditionelt Jesus og Vorherre med fuldskæg og langt hår. Jesus var en af "heltene" i ungdomsoprøret i 1968, hvor langt hår var tegn på frigørelse og frihed.

Kvinders hår er længe blevet betragtet som et af deres største erotiske fortrin. Der har af samme grund været opstillet moralsk betingede regler for, hvor og hvornår håret måtte vises i de forskellige kulturer. Når den unge pige blev kønsmoden eller indgik ægteskab, er håret blevet tildækket eller opsat i bestemte frisurer. Kvinders utroskab eller førægteskabeligt seksualliv er ofte blevet straffet med afskæring af håret. Denne form for straf er regelmæssigt blevet genoptaget i selvtægt over for fx kvinder, der under krige har haft samliv med fjenden; dette skete bl.a. i Danmark med "feltmadrasserne" efter besættelsen.

Håret som seksualsymbol lever i bedste velgående og var medvirkende årsag til, at frigjorte kvinder i 1970'erne gemte håret bag tørklæder; se også slør.

Religion

Tilhørsforhold til forskellige religiøse retninger har også været, og er stadig, en vigtig baggrund for forskellige frisurer. Læs mere om religionens betydning for hår- og skægmode.

 

Vind tre bøger i Den Store Danskes quiz.

Gå til quiz.

 

Find bøger

   
   Find Lydbøger
hos Storytel
   Find bøger
bogpriser.dk
   Studiebøger
pensum.dk
   Læs e-bøger
hos Ready

 

Hvad er et tag? Tags er artiklens nøgleord. Artikler med et fælles tag findes ved at klikke på tagget. Når du er logget ind, kan du tilføje tags og dermed skabe sammenhænge.

© Dette billede må du ...

Hår- og skægmode. Frisør på markedet i Tessekre, Senegal. Fotografi fra 2000.

Viser 1 af 1 billeder

Nyhedsbrev

Om artiklen

Seneste forfatter
Redaktionen
26/03/2010
Oprindelig forfatter
Tonn
31/01/2009

© Gyldendal 2009-2014 - Powered by MindTouch Deki