folkedragt

Kvindedragten

kunne bestå af lærredssærk, skørt, trøje eller livstykke med tilsyede ærmer, eller en oftest rød, strikket nattrøje under livstykket. Forklæde, strømper og sko med spænder samt hovedtøj hørte også med til dragtopbygningen.

Næsten alle kvinder — også i byerne — havde tillige til højtid en sort kjole eller sort trøje og skørt. Denne skik går tilbage til renæssancen og holdt sig i brudekjolen på landet til omkring 1920. Udendørs brugtes hoftelang kåbe og sort kyse.

Det egentlige egnspræg afspejlede sig imidlertid især i hovedtøjet, hvis grundfundament som regel var en hue af mønstret silke eller pyntet med forskellig slags broderi. Det brugtes flere steder, efter at egnspræg ellers var forsvundet, og købetøj havde fortrængt det håndvævede.

Mandsdragten

omfattede skjorte og knæbukser, mest af skind, vadmel eller fløjl. Yderligere brugtes brystdug eller vest, trøje, kjol (frakke), strømper, spændesko og senere støvler. Sort hat hørte med, men til hjemmebrug og i hverdagen brugte man strikket, tit rød nathue med dusk. Et hætteslag til udendørs brug anvendtes også.

Sølvknapper e.l. blev brugt i brystdugen og efter økonomisk formåen i det øvrige tøj. Da hornknapper blev almindelige, og modens lange bukser mod midten af 1800-t. tog overhånd, var forskellen mellem by- og landboer til dels udjævnet.

Nationale strømninger

Med de nationale strømninger omkring 1800 blev det i kunsten populært at skildre bønder i folkedragter. Mod midten af 1800-t. opstod det folkelige genremaleri, og i 1864 udkom F.C. Lunds billedserie "Danske Nationaldragter".

Endvidere fremstillede firmaet Hansen, Schou & Weller fra 1871 fotoserier med folkedragtbilleder. Lignende serier fremkom i andre lande og gødede tanken om "hver egn sin dragt", hvilket forskningen dog senere stort set har modbevist.

Nationalromantikken omkring 1900 bevirkede, at flere kvinder anskaffede folkedragter, som de brugte ved særlige lejligheder. Dragtudvalg i folkedanserforeningerne har siden udarbejdet materiale til brug ved syning af folkedragter.

Mens amagerkonerne og skovshovedpigerne tidligere anvendte dragterne som "varemærke", er folkedragten nu blevet et signal om tilhørsforhold blandt folkedanserne ved fester og store stævner i ind- og udland. Med nutidens folkevandringer og grænseflytninger bliver dette yderligere understreget, når mindretalsgrupper samles.