klædedragt - vikingetid og middelalder

Fra vikingetiden kendes den nordiske klædedragt bl.a. fra gravfund (se Mammenfundet), sparsomme beretninger og afbildninger. Kvinder bar lang, løs særk og derover en slags spencer fastholdt af ovale bronzespænder, mænd knælang kjortel og lange bukser.

Begge køn bar kappe, mændenes hæftet med et spænde over højre skulder, kvindernes over brystet. Bayeuxtapetet fra Nordfrankrig giver et indtryk af mandsdragtens forskellige typer i 1000-t.

Fra middelalderen kendes klædedragten i Norden bl.a. fra kalkmalerier, beskrivelser og arkæologiske fund (se fx Bockstenmanden og Herjolfsnæs). Den daglige dragt holdt sig stort set uforandret gennem perioden, mens de højere klassers dragt fulgte skiftende europæiske moder. I 1200-t. blev den fodlange kjortel efter byzantinsk forbillede moderne til mænd, og bukser erstattedes af hoser. Et særligt modefænomen var strudhætten med skulderslag, som introduceredes ca. 1300.

I løbet af 1300-t. blev kvindernes underkjortel kropsnær, og overkjortlen fik store ærmegab, "helvedesvinduer". Den moderigtige mandsdragt blev tilsvarende kropsnær; kjortlen blev kort og forsynedes med knapper. Gifte kvinder havde i hele middelalderen båret hovedlin; nu kom der også hagelin og opadstræbende hovedtøjer. Skikkelsen kom til at virke meget lang og smal; fodtøjet forlængedes med snabler. Dragterne var i hele perioden farverige.

Læs videre om klædedragten ca. 1350-ca. 1800 eller om klædedragt generelt.