det absolutte

det absolutte, (lat. absolutus, perf. part. af ab-solvere 'løse fra'), grundbegreb i den klassiske metafysik, som siden Platon har søgt det absolutte som erkendelsens mål. Spinoza kaldte det "substansen" eller det "som eksisterer og begribes i kraft af sig selv". Dette opfattes almindeligvis som identisk med begrebet Gud, men Spinozas opfattelse af det absolutte førte ham til den overbevisning, at der ikke er nogen natur uden for Gud: Gud og naturen er identiske. Kant mente, at en erkendelse af det absolutte — forstået som det ubetingede — ligger uden for den menneskelige erkendelses rækkevidde; det bliver derfor et erkendelsesideal, som aldrig kan nås, men som alligevel må søges opretholdt. Marxistisk orienterede tænkere som Max Horkheimer og Th.W. Adorno er enige med Kant i dette. Hegel genindførte begrebet i metafysikken og specificerede det, idet han skelnede mellem "den absolutte viden", "den absolutte idé" (i logikken) og "den absolutte ånd" (i verdensudviklingen). Kierkegaard tog afstand fra muligheden af at kunne erkende det absolutte, og de logiske empirister, blandt dem Rudolf Carnap, kaldte begrebet meningsløst.