• Artiklens indhold er godkendt af redaktionen

høstskikke

Oprindelig forfatter Nell Seneste forfatter Redaktionen

høstskikke, folkelige traditioner i forbindelse med især kornhøsten. Bindingen af det sidste neg blev specielt markeret: Det blev pyntet med blomster eller formet som en dukke og klædt i gammelt tøj, og det har de fleste steder haft et særligt navn som stodderen, kællingen eller den gamle. Når alt kornet var mejet, var det over det meste af Danmark skik, at høstfolkene "strøg for kålen", dvs. truede med at meje kålen i urtehaven, hvis de ikke fik et passende traktement. Dagen sluttede med et mindre høstgilde, mens det egentlige, store høstgilde, som alle, der havde været med i høstarbejdet, var indbudt til, først blev afholdt mikkelsdag, 29/9, mikkelsgilde eller mikmusgilde. Mange steder sad det sidste neg med til bords, og den, som havde bundet det, skulle danse den første dans med det.

Høstskikkene har navnlig været udbredt, hvor der var mange unge beskæftiget ved høstarbejdet. De uddøde med landbrugets mekanisering og affolkning i 1900-t. og afløstes af fælles høstgilder i forsamlingshuset.



    • Artiklens indhold er godkendt af redaktionen

    • Kommentar til redaktionen Vedr. høstskikke Marker den cirkel
      Send kommentar


  • Copyright

    Denne artikel må du ...

  • Kilde

    Denne artikel stammer fra:
    Leksikon

  • Historik