strikning

Verificeret
Artiklens indhold er godkendt af redaktionen.

Strikning. De to grundmasker, ret og vrang, kan varieres på mange måder. Maskerne kan fx drejes; og hvis to masker strikkes sammen, i kombination med at en ny maske slås op (ved at garnet slås om pinden), vil arbejdet få hulmønstre. Damaskstrikkede mønstre består i, at vrangstrikkede partier danner motiver på en glatstrikket retside, og snoninger opstår, hvis enkelte eller grupper af masker bytter plads med bestemte mellemrum.

strikning, tekstilfremstillingsteknik, hvorved garn sammenføjes i løkker (masker) vha. tilspidsede pinde eller en strikkemaskine.

Strikning kan udføres fladt i rækker eller rundt i spiral, og formgivning (fashionering) med ud- og indtagninger kan foretages løbende, så beklædning kan fremstilles uden garnspild i modsætning til tilskæring af vævede stoffer, der giver et vist stofspild. Der findes to grundmasker: ret og vrang.

Historie

Det vides ikke nøjagtigt, hvornår strikningen opstod; tekstile fragmenter, fundet i Mellemøsten og dateret til 256 f.Kr., der tidligere har været tolket som strikkede, har vist sig at være fremstillet ved nålebinding, som er en mere tidskrævende teknik.

Muligvis er det tidligste kendte eksempel på strikning nogle strømper i flere farver og mønstre, som blev fundet i Egypten i 1929; de menes at være en indisk eksportvare fra begyndelsen af 1100-t.

Det vides heller ikke med sikkerhed, hvornår strikningen nåede Europa; i 1500-t. blev det engelske ord knit kun brugt om at holde noget sammen, selvom strikning var almindelig kendt i Europa. I Danmark kendtes ordene knytte og binde fra begyndelsen af 1500-t., og i Frankrig blev ordet tricot først brugt i 1660, selvom strikkerne havde dannet lav i 1268.

Der er flere teorier om strikningens vej til Europa; en af dem går ud på, at den er kommet fra Orienten til Venezia, en anden, at den er kommet til Spanien i forbindelse med den arabiske erobring fra 711 (se Spanien - historie).

Der er bevaret meget fine strikkede arbejder i Spanien, fx to pudebetræk fra ca. 1275, fundet i castilianske kongegrave, som viser stor håndværksmæssig dygtighed. De er i flerfarvestrik med stiliserede fugle og geometriske former i fin silke og guldtråd. Ligeledes findes der fra tidlig middelalder mange strikkede liturgiske handsker i samme materiale; de indgik som en vigtig del af biskoppers og pavers dragt.

Men også andre end gejstlige har tillagt smukt forarbejdede handsker betydning; de har fx været anvendt som forlovelses- og bryllupsgaver hos bønder. Strikkede hovedbeklædninger kendes også, fx en strikket hue med øreklapper fra 1400-t., fundet i en udgravning i Lübeck.

Strikkede silkestrømper blev almindelige i Europa fra slutningen af middelalderen til gejstliges og kongeliges pragtbeklædning og i en mere ydmyg udførelse i uld eller hør til hverdagsbrug. Flere italienske altertavler vidner om, at rundstrikning var kendt i 1300-t.; tydeligst ses det dog på en tavle fra slutningen af 1300-t. fra Birgittinerkirken i Buxtehude nær Hamburg; den viser Jomfru Maria, der strikker på en rundstrikket kjortel til Jesus.

I løbet af 1500-t. steg importen af silke til Europa, og man kunne strikke mønstre, der efterlignede de kostbare vævede brokadestoffer, men det var en stor luksus selv blandt kongelige. Med den spanske og italienske knæbuksemode blev strømper i silkestrik højeste mode inden for eliten i Vesteuropa; her bevarede man som dekoration tydelige markeringer, der skulle vise, hvordan tilskæringen ville have været i vævet stof. Silkestrik var også luksus og blev opbevaret og gemt som sådan.

I Danmark er det ældste bevarede arbejde i silkestrikning de såkaldte nattrøjer, som to af Christian 4.'s småbørn blev begravet i hhv. 1627 og 1628. Tilsvarende nattrøjer, der egentlig var fornemme undertrøjer, kunne være rigt broderede; flere af disse trøjer findes på museer i Norge og Sverige.

Trøjerne var ensfarvede og enkle i formen med geometriske mønstre, fx mariastjerner, der består af vrangmasker på retstrikket bund; en teknik, som efterligner vævet damask. Fra midten af 1700-t. til slutningen af 1800-t. blev deres form og udseende overført til hårdttvundet uld, især i skånsk og østdansk almuestrik.

Supplerende indtægtskilde

Strikning er en fleksibel teknik, hvormed man med få og enkle midler kan fremstille tekstiler; dette forhold har været vigtigt for strikningens store udbredelse og betydning i Europa; håndens arbejde blev udnyttet fuldt ud af almuen. Enkle brugsgenstande som huer, vanter og strømper i uld kunne let sættes i gang, og både på landet og i byerne blev der strikket som et ofte nødvendigt tilskud til livets opretholdelse.

Rundt omkring i Europa blev der tidligt dannet strikkelav for at sikre en høj standard og styre handelen. Her kunne betingelserne være strenge, og læretiden op til 6-7 år. Huer og hatte hørte til den almindelige produktion. Peter 1. den Store af Rusland, der i Amsterdam så strikhatte med høj puld og bred skygge blandt arbejdere, bestilte denne model med hjem til Rusland.

Hattene blev håndstrikket med de ud- og indtagninger, som modellen krævede; her var det en fordel, at man kunne følge moden. Med en kraftig vask eller valkning i sæbelud, hvorved strukturen næsten forsvandt, efterfulgt af farvning, blokning og syning, kunne strikning selv i 1600-t. udkonkurrere syet forarbejdning.

Den store ændring, der indtrådte i de vestlige dele af Europa, skyldtes imidlertid strikkemaskinens fremkomst; englænderen William Lee (ca. 1550-ca. 1610) opfandt i 1589 strømpestrikkemaskinen. Elizabeth 1. af England ville ikke understøtte et patent på den første maskine, der kun kunne strikke grove uldne strømper, da det ville ødelægge den store eksport af billig håndstrik, som især om vinteren satte både mænd, kvinder og børn i arbejde. For at undgå for mange fattige omstrejfere var der i England oprettet strikkeskoler for piger.

William Lee døde fattig i Frankrig, men her udvikledes i 1600-t. en statsstøttet fabriksproduktion, selvom der sideløbende som i det øvrige Europa stadig var en stor produktion af håndstrik, som afsattes på markeder. England, der også var berømt for kostbare kamgarnsstrømper, måtte acceptere udviklingen, og efter ca. 1750 begyndte den store ekspansion inden for maskinel strømpestrikning; alligevel overlevede håndstrikning i mange fattige egne, hvor man altid havde holdt får.

Fra de nordlige samfund, ikke mindst Island og Færøerne, hvor handelen foregik via skibsfart, blev der til stadighed eksporteret håndstrikkede strømper og sweatere.

Håndarbejde og fritid

Der findes mange beskrivelser af, hvordan almuen benyttede enhver lejlighed til at strikke til videresalg. I Danmark er hosebindingen, som både mænd og kvinder dyrkede flittigt på gårdene i Jyllands magre hedeegne i 1800-t., velkendt fra St.St. Blichers beskrivelser; den blev ophavet til Herningegnens tekstilindustri.

Men en ny udvikling inden for håndstrikning havde fundet sted i slutningen af 1700-t.; bl.a. blev strikning tidsfordriv for velhavende kvinder i Spanien, hvor der blev eksperimenteret med nye former og maskevariationer, og hurtighed ikke længere var det primære. Man strikkede af tynd silke eller hvid bomuld og med fine metalpinde; der blev strikket elegante reliefmønstre, men også åbne netmønstre og kniplingsefterlignende mønstre, fx på Shetlandsøerne, hvor de berømte ringsjaler i kniplingsstrik blev fremstillet af så fin, tynd uld, at det færdige arbejde kunne trækkes gennem en fingerring.

I Victoriatiden (se victorianisme) blev pyntegenstande og kvindeligt håndarbejde udført i stor stil; der blev strikket til ethvert formål. Nye og gamle teknikker blev udnyttet og beskrevet i strikkehæfter og bøger for den nye, velhavende middelklasse, men samfundet udviklede sig videre, og interessen samlede sig om helbred og hygiejne.

Man dyrkede udendørsliv, fx skiløb, tennis og cykling, og tøjet skulle være både praktisk og funktionelt. Modeskabere, idoler og ikke mindst de kongelige havde stor betydning for udbredelsen af især ulden flerfarvestrik, fx shetlandsstrik, der benyttede plantefarvernes bløde farvenuancer; også de norske bondekofter indgik i modebilledet.

Hvor man før i tiden strikkede fast for at efterligne vævede stoffer, fik man for alvor øje for uld i forbindelse med striknings både elastiske og varmeisolerende egenskaber. På samme tid opstod der i forskellige europæiske lande foreninger til fremme af lokalt håndarbejde. Disse foreninger havde deres rod i en international reaktion mod industriens "dårlige smag", og man prøvede at organisere en ofte fattig befolkning til meningsfuldt og indtægtsgivende arbejde.

Fra 1960'erne

Strikning, der i årene forud for 2. Verdenskrig var på retur som håndarbejde, fik under krigen en opblomstring som følge af mangelsituationen og fra 1960'erne en renæssance. Et normbrud førte bl.a. til, at mange brød med samfundets konventioner og flyttede på landet, havde fårehold, lærte at karte uld, spinde og farve og begyndte at strikke. Fra bl.a. kollektivbutikker blev der solgt færdige strikmodeller og plantefarvede garner; hønsestrik blev moderne, og også mænd strikkede.

Maleren Kaffe Fassett udnyttede de skotske garnfabrikkers mange farvenuancer og fik international succes med sine exceptionelle strikkeopskrifter. De store modecentre i London og Paris viste nyskabende strik, og garnsalget kulminerede. Strikningens historie blev interessant; hvor man tidligere havde gemt strikkede mesterværker af særlig historisk interesse på de store museer, blev nu også egnsmuseerne genstand for intensive studier.

Håndarbejdsbøger, der var udkommet efter 1. Verdenskrig med romantiske historier om strikningens tilblivelse, blev revideret, og inden for industrien konkurrerer strikkede varer omkring årtusindskiftet på lige fod med vævede stoffer.

Industriel strikning

I dag foregår industriel strikning på computerstyrede maskiner. Princippet i en strikkemaskine adskiller sig fra håndstrikning, ved at krumme nåle danner maskerne ... Læs videre om industriel strikning.

 

Find bøger

   
   Find Lydbøger
hos Storytel
   Find bøger
bogpriser.dk
   Studiebøger
pensum.dk
   Læs e-bøger
hos Ready

 

Hvad er et tag? Tags er artiklens nøgleord. Artikler med et fælles tag findes ved at klikke på tagget. Når du er logget ind, kan du tilføje tags og dermed skabe sammenhænge.

© Dette billede må du ...

Strikning. Bluse fra 1999, Kongo, af den danske designer Marianne Isager efter afrikansk inspiration, fremstillet i håndstrikning hovedsagelig med retmasker. Midterstykket består af tern, som fremkommer pga. farveskift (se detalje). Hele det ternede stykke, dvs. både for- og bagstykke, hænger sammen, idet der efter et bestemt system (neverkontteknik) samles masker op langs kanterne af de allerede strikkede tern; således undgås sammensyninger undtagen af de ensfarvede ærmer og sidestykker, som i øvrigt udgår fra masker, der strikkes op langs siderne af det færdige midterstykke. De forskellige strikkeretninger, som teknikken medfører, har sammen med retstrikningens riller betydning for det færdige udtryk.

© Dette billede må du ...

Strikning. De to grundmasker, ret og vrang, kan varieres på mange måder. Maskerne kan fx drejes; og hvis to masker strikkes sammen, i kombination med at en ny maske slås op (ved at garnet slås om pinden), vil arbejdet få hulmønstre. Damaskstrikkede mønstre består i, at vrangstrikkede partier danner motiver på en glatstrikket retside, og snoninger opstår, hvis enkelte eller grupper af masker bytter plads med bestemte mellemrum.

Viser 3 af 3 billeder

Filer

FilTilføjet af 
[+245519.801.svg (264.11 kB)

Strikning. De to grundmasker, ret og vrang, kan varieres på mange måder. Maskerne kan fx drejes; og hvis to masker strikkes sammen, i kombination med at en ny maske slås op (ved at garnet slås om pinden), vil arbejdet få hulmønstre. Damaskstrikkede mønstre består i, at vrangstrikkede partier danner motiver på en glatstrikket retside, og snoninger opstår, hvis enkelte eller grupper af masker bytter plads med bestemte mellemrum.

Admin

05/02/2009

Nyhedsbrev

Om artiklen

Seneste 3 forfattere
sthornval
11/03/2014
Jørn Busch Olsen
05/09/2012
Lone Selfort
09/01/2010
Oprindelig forfatter
VLind
02/02/2009

© Gyldendal 2009-2014 - Powered by MindTouch Deki