gevir

gevir, forbenede udvækster på kraniet; forekommer kun hos hjorte. Gevir dannes ud fra rosenstokkene, to bendannelser, der kan findes som udvækster fra pandebenet. Gevir er en bindevævsdannelse, der først forkalker, efterhånden som geviret vokser. Tilførsel af næringsstoffer sker gennem den basthud, der dækker geviret under væksten. Når geviret er færdigdannet, dør basthuden, og hjorten fejer geviret fri for bast. Det færdigdannede gevir indeholder ca. 35% uorganiske stoffer, især calcium og fosfor, og ca. 53% organiske stoffer, hovedsagelig nitrogenforbindelser. Stængerne kastes en gang årlig, og umiddelbart efter begynder det nye gevir at vokse frem fra sårrandene. Opbygning af et nyt gevir inden for nogle få måneder er en vældig kraftpræstation. Hos store kronhjorte kan et gevir veje op til 10 kg svarende til det halve af hele skelettets vægt. En nu uddød irsk kæmpehjort havde et gevir, der var 4 m bredt og vejede op til ca. 45 kg.

I jagtsproget anvendes betegnelsen gevir kun for de større hjortearter, mens rådyrets gevir benævnes opsats. Gevir bæres af handyrene, men hos rensdyret bærer både bukke og simler gevir. Hos enkelte hjortearter er begge køn gevirløse (moskushjort og kinesisk vandrådyr).

Om gevirs biologiske betydning hersker stadig nogen uklarhed. Det har en vis betydning som kamp- og imponereorgan, men en række andre faktorer er også afgørende for dyrets sociale status.