Bjarne Riis. Foto fra 1999.
Bjarne Riis, f. 3.4.1964, dansk cykelrytter og direktør. Bjarne Riis' professionelle cykelkarriere begyndte 1986 på små belgiske hold, i 1992 kom han til Italien og i 1996 til Team Deutsche Telekom.
Samme år vandt Bjarne Riis som den første og hidtil eneste dansker Tour de France efter især suveræn bjergkørsel. Han har deltaget i dette løb ni gange. Desuden har han vundet to etapesejre i Giro d'Italia (1989, 1993) samt Amstel Gold Race 1997. Han var dansk mester på landevej 1992, 1995 og 1996.
Bjarne Riis indstillede den aktive karriere i 2000. Herefter overtog han ledelsen af et dansk professionelt cykelhold, der senere under navnet Team CSC og fra 2009 Team Saxo Bank og med Riis som manager og ejer er blevet et af verdens stærkeste cykelhold.
Efter en række afsløringer og bekendelser i international cykelsport i foråret 2007 meddelte Bjarne Riis, at også han havde taget doping, herunder epo, 1993-98, hvor han vandt sine største sejre.
Dette førte til, at Danmarks Cykle Union slettede Bjarne Riis som æresmedlem, og at Tour de France-organisationen ASO slettede hans navn fra vinderlisten for 1996.
| Find Lydbøger hos Storytel | Find bøger på bogpriser.dk | Studiebøger på pensum.dk | E-bøger hos g.dk | ||||
Du kan bidrage til denne artikel. Log ind her
© Gyldendal 2009-2013 - Powered by MindTouch Deki