Mark Cavendish i verdensmestertrøjen efter at have vundet landevejsløbet ved VM i cykling i København og Rudersdal Kommune, september 2011.
Mark Cavendish, f. 21.5.1985, britisk cykelrytter. Mark Cavendish blev født på Isle of Man og begyndte sin karriere inden for banecykling, hvor han bl.a. har vundet VM i parløb i 2005 sammen med Rob Hayles (f. 21.1.1973) og 2008 sammen med Bradley Wiggins samt EM i pointløb i 2005 og sprintdisciplinen scratch ved Commonwealth Games i 2006.
I 2007 begyndte han også at vinde løb i landevejscykling takket være sine store sprintevner, og til overraskelse for alle vandt han året efter to etaper i Giro d’Italia og ikke mindre end fire etaper i Tour de France. Succesen fortsatte i 2009, hvor Mark Cavendish vandt tre etapesejre i Giro d’Italia og hele seks etaper i Tour de France samt endagesløbet Milano-San Remo. I 2010 undlod han at køre Giro d’Italia, men vandt fem etaper i Tour de France og efterfølgende tre etaper i Vuelta a España.
Året efter gentog Mark Cavendish sine imponerende resultater i Tour de France, da han igen vandt fem etaper, heriblandt for tredje år i træk løbets prestigefyldte afslutningsetape på Champs-Élysées i Paris.
I 2011 vandt han ligeledes for første gang Tour de Frances grønne pointtrøje som løbets bedste sprinter og blev verdensmester i landevejscykling ved VM i cykling i Rudersdal Kommune nord for København.
Mark Cavendish kørte 2007-11 for HTC-Highroad, der tidligere bl.a. var kendt som hhv. Team Telekom, T-Mobile Team og Team High Road, med bl.a. danskeren Brian Holm (f. 2.10.1962) som sportsdirektør. Efter HTC-Highroads lukning i 2011 skiftede Mark Cavendish til det britiske Team Sky.
I 2012 har Mark Cavendish foreløbig vundet en etape i Tour of Qatar, endagesløbet Kuurne-Bruxelles-Kuurne, tre etaper i Giro d'Italia og tre etaper i Tour de France, heriblandt for fjerde år i træk løbets afslutningsetape.
| Find Lydbøger hos Storytel | Find bøger på bogpriser.dk | Studiebøger på pensum.dk | E-bøger hos g.dk | ||||
Mark Cavendish finder spurten og bliver verdensmester i landevejsløb ved VM i cykling i København og Rudersdal Kommune, september 2011.
Mark Cavendish i verdensmestertrøjen efter at have vundet landevejsløbet ved VM i cykling i København og Rudersdal Kommune, september 2011.
Viser 3 af 3 billeder
Du kan bidrage til denne artikel. Log ind her
© Gyldendal 2009-2013 - Powered by MindTouch Deki