dronning, brik i spillet skak. Dronningen er moderne skakspils mest slagkraftige brik, der kan bevæge sig ad alle rækker og diagonaler, så langt der er plads på brættet. Når en bonde når ottende række og skal forvandles til en officer, vælges normalt en dronning.
I skakspillets tidlige udgaver hed dronningen ’mantri’ og stod ved siden af herskeren, ’rajahen’. Brikken havde ringe slagkraft, idet den kun kunne bevæge sig et enkelt diagonalt skridt. I Persien blev mantrien til ’farzin’, der betyder ’vis mand’, og siden blev navnet ’firz’ hos araberne, stadig med betydningen ’rådgiver’. Da skak nåede Europa, hvor de enevældige konger ikke havde rådgivere, blev brikken til en dronning og fik den store slagkraft, som den mindre tålmodige europæiske mentalitet fordrede. I gammel tid annoncerede mange med et ’madame’, at deres træk truede dronningen. Se også skak.
| Find Lydbøger hos Storytel | Find bøger på bogpriser.dk | Studiebøger på pensum.dk | E-bøger hos g.dk | ||||
Du kan bidrage til denne artikel. Log ind her
© Gyldendal 2009-2013 - Powered by MindTouch Deki