Dansk Folkemindesamling i Det Kgl. Bibliotek, 1906. Stående ved pulten professor Axel Olrik, siddende arkivar Hakon Grüner-Nielsen (tv.) og litteraturhistorikeren Georg Christensen (1877-1966).

.

Dansk Folkemindesamling, oprindelig oprettet i 1904 som en særlig afdeling af Det Kgl. Bibliotek, fra 1905 med Axel Olrik som forstander. I 1917 blev den en selvstændig statsinstitution, hvis formål er indsamling, forskning og formidling af folkeminder og folkemusik.

Det ældste materiale findes i Svend Grundtvigs og Evald Tang Kristensens samlinger, der udgør grundstammen i institutionens manuskriptarkiv. Siden 1906 er det blevet forøget med optegnelser tilvejebragt i samarbejde med lokale folkemindesamlere over hele landet.

Institutionen omfatter også et lydarkiv med bånd og fonogrammer, et billedarkiv med fotografier, film og videooptagelser samt et internationalt bibliotek. I tilslutning til Folkemindesamlingen oprettedes i 1908 Foreningen Danmarks Folkeminder, som har udgivet en lang række bøger samt plader med folkesang og -musik.

Dansk Folkemindesamling blev fusioneret med Det kongelige Bibliotek i 2008 og videreføres som Folkemindesamlingen på Det Kgl. Bibliotek.

Læs mere i Den Store Danske

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig