bryllup

© Det Kongelige Bibliotek

Bryllup. En atelieroptagelse af et københavnsk brudepar ca. 1912. Han i diplomatsæt, der var den gængse festdragt for mænd endnu på den tid, hun i hvid brudekjole og med blottet hals, et snit, der fortrængte den højhalsede kjole i tiden efter 1. Verdenskrig. Det var i samme periode, den hvide brudekjole selv på landet blev mere almindelig end den sorte. Bruden bærer dels en håndbuket, dels en brystbuket. De fleste bærer blot én buket, siden 1830'erne normalt en håndbuket.

bryllup, indgåelse af ægteskab, en social institution, der findes hos stort set alle folkeslag. Ved siden af de officielle regler er bryllup omgærdet af mange symbolladede festelementer. Hos de allerfleste folkeslag indgår det i ritualerne, at der skabes offentlighed omkring indgåelsen af et ægteskab, at man markerer det væsentlige statusskift fra ugift til gift, at man værner brudeparret imod ondt, og at man forsøger at sikre det frugtbarhed.

Ordet bryllup, egentlig brudeløb, var i Norden oprindelig betegnelse for den kortege af ryttere og vogne, som med musik i spidsen førte brudeparret og bryllupsgæsterne til og fra kirken. Hensigten med optoget var at skaffe vidner på, at de to unge nu var rette ægtefolk. Det var nødvendigt, fordi man først i 1646 begyndte at indføre sådanne oplysninger i kirkebøgerne. Overgangen til de giftes lag markeredes bl.a. ved forskellige ritualer, når klokken nærmede sig midnat under selve bryllupsfesten; de unge blev hver for sig danset ud af de ugiftes lag, bruden fik sin brudekrans eller brudekrone skiftet ud med den traditionelle konebeklædning, og tilsvarende fik den unge mand byttet sin hue ud med mandshatten. Nogle af ritualerne lever endnu i vore dage, bl.a. at man river brudens slør i stykker, umiddelbart efter at brudeparret har danset brudevalsen. Afskeden med ungdomslaget er derimod henlagt til en polterabend.

Man mente, at dæmoner var særligt aktive i forbindelse med livets overgange, og at larm kunne holde dem borte. Det var en af grundene til, at der ikke alene var musik i spidsen af bryllupstoget, men også larm fra geværer, der blev skudt af. I 1900-t. skaffedes larm ved at binde konservesdåser efter de nygiftes bil. Imod ondt virkede også rødt, hvorfor bruden skulle bære noget rødt på sig, og kobbermønter, som fx blev hæftet fast på skørtet under kjolen. Da dæmonerne havde mest magt i selve skellet imellem den gamle og den nye tilværelse, løftede brudgommen sin brud over dørtærsklen til deres fælles hjem. Tidligere var sengeledningen og sengebestigningen som optakt til selve brudenatten omgærdet af forskellige former for rituelle handlinger, hvis formål var at sikre frugtbarhed. Når man kastede (ris)korn på brudeparret, var det ud fra tanken om, at (ris)korn i sig selv rummer spiren til nyt liv. Samme tanke ligger bag brugen af bryllupskagen, som er kommet til Danmark fra Sydeuropa, England og USA. Den skal være bagt af det bedste mel, nødder, mandler osv. I det gamle Rom indgik bryllupskagen i den mest højtidelige del af bryllupsritualet, og det samme var tilfældet i tidligere tiders Norden, hvor man dog spiste sødgrød.

Brylluppet afholdtes traditionelt af brudens forældre. Indtil slutningen af 1800-t. var det på landet almindeligt at sende forskellige naturalier til gildesgården, den såkaldte "føring", foruden at man udlånte sine tjenestepiger. Morgengaven til bruden udgjorde i oldtiden og middelalderen de værdier, man i forbindelse med trolovelsen havde aftalt. Selvom trolovelsens retslige gyldighed forsvandt, bibeholdt man igennem lange tider den skik, at bruden skulle have en morgengave, der blev betragtet som hendes særeje, vigtig for en hustru, hvis ægteskabet var barnløst, fordi hun frem til 1845 ellers ikke ville arve sin mand.