Den vilde jagt, en over hele verden kendt forestilling om en skare overnaturlige væsener, der ved nat kommer jagende som en hylende storm gennem luften. I det gamle Grækenland blev skaren gerne anført af dødsgudinden, og gengangertro indgår i forestillingerne om den vilde jagt også andre steder. I Danmark har traditionerne om den vilde jagt været udbredt: I Jylland hed anføreren Odinsjægeren, på Nordfyn Palle Jæger, i Østsjælland Kong Volmer. Snart blev flokken opfattet som en jagt, snart som en hær, undertiden blot som et gysende møde. Nogle forskere har villet forbinde den vilde jæger med Odin. Motivet er brugt af bl.a. Johannes V. Jensen i digtet "Den jydske Blæst" (1931) og i Ingemanns "På Sjølunds fagre sletter" (1816). Se asgårdsreien.