Lysskikke er skikke, hvor levende lys indgår som et vigtigt element. Siden kristendommens indførelse har kirkens brug af levende lys bredt sig også til mere verdslige formål.
Lysskikke har dog især vundet udbredelse siden slutningen af 1800-tallet, dels i takt med at levende lys mistede deres funktion som belysningskilde, dels fordi den økonomiske formåenhed gradvis er blevet større.
De fleste af kalenderårets lysskikke knytter sig til julen, fx brug af kalenderlys, adventskrans, Luciaoptog, juletræ, eller til nytår og helligtrekonger. Det er skik også i Danmark at tænde lys på grave, fx allehelgensdag.
I den kristne fortolkning symboliserer det brændende lys det evige liv, idet lyset viser vejen dertil. Den folkelige opfattelse af lysets (og ildens) funktion er, at det skal holde onde ånder og lyssky dæmoner borte og dermed også forhindre den døde i at vende tilbage som genfærd. Lyset tændes således både for at hjælpe og ære den døde og for at sikre gravfreden.
Mens de tændte lys i forbindelse med andre af livets mærkedage efterhånden har fået en stemningsskabende og dekorativ funktion, var brugen af dem tidligere knyttet til en forestilling om, at det enkelte menneskeliv var afhængigt af lysegenskaben hos vedkommendes eget livslys.
De skikke, der opstod, var en konsekvens heraf, og de lys, der blev tændt for dåbsbarnet eller brudeparret, skulle derfor helst brænde ud af sig selv eller slukkes efter bestemte forskrifter, en skik, der i nutiden kun bruges i forbindelse med fødselsdagskagens lys.
Kommentarer
Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.
Du skal være logget ind for at kommentere.